Tak for skiltene om vejafgift
ITD glæder sig over, at skatteministeren nu alligevel vil skilte om vejbenyttelsesafgiften ved grænsen.
ITD-formand Mogens Therkelsen var en af de første, der foreslog, at Danmark følger andre EU-landes eksempel og skilter om kravet om betaling af vejbenyttelsesafgiften ved grænsen. Så kan udenlandske chauffører ikke længere køre ind i landet uden at vide, at de skal betale vejafgift lige som danske lastbiler. Derfor hilser vognmandsorganisationen også skatteministerens opbakning til ideen velkommen.
- Vi vil gerne takke skatteministeren for, at der nu bliver skabt lige konkurrencevilkår, siger formanden for ITD, Mogens Therkelsen, og fortsætter:
- Når sagen har optaget ITD og vores medlemmer så meget, så skyldes det, at det er utrolig vigtigt, at de danske rammevilkår for branchen er så lidt konkurrenceforvridende som muligt i forhold til de udenlandske aktører.”
Mogens Therkelsen understreger, at der til stadighed er hård konkurrence på pris og fragtsystemer, som gør, at de danske vognmænd skal have nogle fair vilkår at konkurrere under.
- Det har skatteministeren nu været med til at sikre, og det er vi både godt tilfredse med og meget glade for, siger ITD-formanden.
KovendingSkatteminister Troels Lund Poulsen afviste oprindeligt idéen - lige indtil den blev politisk, da Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen bad Troels Lund Poulsen forklare, hvorfor han ikke syntes skiltningen er en god idé.
I skatteministerens svar til Kim Christiansen, hedder det:
- Jeg kan oplyse, at jeg, bl.a. på baggrund med drøftelser med transport-branchen, har haft lejlighed til på ny at overveje spørgsmålet, om der bør opsættes skilte ved grænsen, der informerer udenlandske vognmænd og chauffører om, at der skal betales vejbenyttelsesafgift ved kørsel i Danmark. SKATs indsatsstrategi går bl.a. ud på, at man ønsker at være synlig overalt i samfundet, og at hovedparten af borgere og virksomheder ønsker at overholde reglerne, hvorfor indsatsen overfor disse borgere og virksomheder skal have fokus på service og information om skatte- og afgiftsreglerne. Set i det lys giver det derfor god mening at informere udenlandske lastbiler om, at der ved lastbilkørsel i Danmark skal betales en vejbenyttelsesafgift. Dette gøres mest hensigtsmæssigt ved hjælp af informationsskilte ved grænsen.
Mere kontrolDansk Transport & Logistik (DTL) er positiv over for ministerens udmelding, men kræver øget kontrol af udenlandske lastvogne.
- Vi er meget tilfredse med ministerens nye beslutning. God skiltning og information er et godt skridt på vejen til at få begrænset udenlandske lastbilers manglende betaling. Men information gør det ikke alene. Der skal også mere kontrol til, siger DTLs vicedirektør Morten Lindbo.
DTL mener, at snyderiet med vejbenyttelsesafgiften er mere omfattende, end hvad Skatteministeriet har oplyst.