Fodtøj i tysk søgelys
Det korrekte fodtøj har tidligere spøgt i debatten – nu har tyskerne sendt reglerne til ITD.
Fra tysk politi har International Transport Danmark fået information om reglerne for lastbilchaufførers brug af fodtøj ved kørsel i lastbil og der er krav om, at chaufføren under kørsel i en lastbil bærer fodtøj, der er formsluttende om foden, og som sikrer et sikkert greb om fodens bevægelser i forhold til bremse- og koblingspedaler samt speeder.
Alle former for snøresko og sko, der formfast er tilsluttet foden på en sikker måde, er tilladt. Det gælder også sandaler, når sandalernes bånd er spændt godt fast om foden.
Det er derimod ikke tilladt for en chauffør at køre lastbil i bare tæer. Det er heller ikke tilladt at anvende træsko eller de såkaldte ”klip-klapper”, da den slags fodtøj risikerer at falde af foden under kørsel. Det er således ikke tilladt at benytte sko, der ikke slutter til foden. Fodtøjet risikerer her at falde af eller løsne sig under kørslen.
Reglerne er ifølge ITD fastsat i de tyske bestemmelser om forebyggelse af arbejdsskader (§ 44, 2., Unfallverhütungsvorschrift (UVV) „Fahrzeuge“ / BGV D29).
Tysk politi kan give bøde for overtrædelse af reglerne på op til 75 euro.