Euro 5 forurener mindre
Ofte bliver vi stillet over for det udsagn, at en lastvogn med en Euro-4 eller Euro-5 certificeret motor forurener mere end en Euro 3 certificeret motor.
Vi har endog på redaktionen været udsat for at læsere har kontaktet os, fordi de sammen med synsfolk er blevet enige om at motorer med SCR-katalysatorer forurener mere end gamle Euro-3 motorer, eftersom de har set at der kommer dampe fra udstødningen på eksempelvis en lastvogne med en Euro-5 motor.
Ud fra det stiller de så spørgsmålet om ikke det er rent miljøhysteri, at lastvognene skal skiftes ud eller have eftermonteret et partikelfilter m.m. for at kunne leve op til de skrappere krav. Kunne man ikke bare lade det komme an på et fysisk syn, hvorefter den enkelte vognmand eller lastbilejer får besked om at gøre noget?
Men nej, sådan forholder det sig ikke. Mange steder måler man "røggas værdien" når lastvognen er på bremseprøvestanden, og røggasværdien er en optisk måling, der er et udtryk for hvor tæt røgen er af partikler. Målingen af røggasværdien er meget groft sagt en hurtig måde at konstatere om en motor er "færdig" eller måske trænger til renovering, for når værdien bliver betydelig større end hvad der står på bilens identifikationsplade, så er det også et udtryk for at der er dårlig forbrænding og at der forurenes mere end godt er.
Set i lyset af at det også skal være hurtigt og effektivt at få godkendt en lastvogn til et periodisk syn er metoden absolut ok.
Når det ser ud som om der kommer mere røg fra en Euro 5 eller måske en EEV- certificeret motor, skyldes det, at der ofte udsendes vanddampe fra SCR-katalysatoren.