23948sdkhjf

Fransk motorvejssluger

Test: Peugeot 5008 Van byder på høj komfort og gode køreegenskaber.

Test: Peugeot 5008 Van byder på høj komfort og gode køreegenskaber.



Af Lars Lassen

Ekstra heste under motorhjelmen pynter på køreoplevelsen i de fleste bilmodeller. Især når der er tale om forholdsvis store og tunge biler, som van-udgaven af Peugeot 5008.

Med 150 hestekræfter og et drejningsmoment på 340 Newtonmeter er der rigeligt spræl i den franske MPV. Topmoment ydes først fra omkring 2000 omdrejninger. Dermed er en hurtig overhaling på motorvejen en disciplin som testbilen klarer til ug.

Men der er faktisk ganske pænt moment allerede fra omkring 1300 omdrejninger, så Peugeot 5008 klarer også hurtige accelerationer ved lavere hastigheder med bravur.

Kraftoverskuddet er en luksus, men ønsker man at spænde noget på krogen, så vil den kraftige 2-liters HDI-motors sejtræk formentlig også være ganske velkomment.

Peugeot-importøren markedsfører kun 5008 Van med de to dieselmotor. Den mindre 1,6 liters HDi-motor yder respektable 110 hk og 240 Newtonmeter. Partikelfilter er standard på begge diesel-motorer.

Man kan vælge mellem en 6-trins manuel og semi-automatisk gearkasse på den mindste motorvariant, mens 2.0 liters udgaven ud over den 6-trins gearkasse kan leveres med automatgear.

Det 6. gear har karakter af et rent motorvejsgear, da man skal op på omkring 90 kilometer i timen før det kan følge med uden hakken.

Det giver et gennemsnitligt brændstofforbrug på 17,2 kilometer på en liter diesel for den store motorvariant, mens lillebror kan køre 18,9 kilometer på den samme mængde brændstof. Måske ikke ligefrem imponerende, men ganske acceptabelt når man tager Peugeot 5008’s egenvægt på 1,6-1,7 tons i betragtning.

Høj komfort

Peugeot 5008 Van byder på høj komfort og fremragende udsyn takket være de store sideruder og ganske store sidespejle. Den stålrørsindrammede klare plexiglasplade, der udgør den lovpligtige beskyttelse bag føreren bidrager også til bedre udsyn bagud.

Det store ovenlysvindue – der er ekstraudstyr - bidrager til fornemmelsen af en rummelig og lys førerkabine.

Det multijusterbar førersæde og rat sikrer, at de fleste let finder en optimal kørestilling. Sædet kunne dog godt yde lidt mere støtte i siderne – men det er en smagssag og andre vil givetvis sætte pris på muligheden for at variere kørestillingen på lange ture.

Køreegenskaberne er glimrende, men en lidt fransk undervogn og det forholdsvis høje tyngdepunkt, der følger med MPV-formatet betyder, at 5008 ikke helt kan matche køreegenskaberne på almindelige personbiler i samme vægtklasse.

Peugeot 5008 deler teknik og grunddesign med PSA-søsteren Citroën C4 Picasso. Men Peugeot’en er både udvendigt og inde i kabinen designet med lidt mere klassiske bil-forbilleder in mente.

Let adgang

Varerumsombygningen matcher naturligvis det originale interiør. En lav underkant på bagklappen betyder, at varerumsgulvet faktisk er lidt højere end kanten. Dermed er det let at skubbe større kasser mm. ind i varerummet og nok så vigtigt at trække dem ud igen.

Varerumsvolumen er oplyst til 1,6 kubikmeter. Længden er 159 centimeter, bredden er 129 cm (kun 117 cm mellem hjulkasser) og højden er 95 cm. Mens varerumsvolumen er forholdsvis beskeden, så er nyttelasten på omkring 650 kilo lidt bedre end man finder den hos nogen konkurrenter.

Til gengæld må Peugeot 5008 Van med en 1.6 liters HDi-motor kun trække 700 kilo – uanset om der er bremser på traileren eller ej. Den testede 2.0 liters HDi-version må til gengæld trække op til 1200 kilo på krogen (dog kun 750 kilo, hvis der ikke er bremser på påhængskøretøjet).

Godt udstyret

Som det er kutyme på de populære familiebiler, så er listen over standardudstyr ganske omfattende. På sikkerhedssiden finder man naturligvis ESP og seks airbags fordelt på frontairbag, sideairbag og gardinairbag, for blot at nævne nogen få elementer.

Netop udstyrslisten, høj komfort, gode adgangsforhold og gode køreegenskaber gør Peugeot 5008 Van til et interessant alternativ, hvis persontransport er lige så vigtig en del af jobbeskrivelsen som det der foregår bag varerumsadskillelsen.

Den billigste 5008 Van kan erhverves for 198.000 kroner før moms. For kun 3000 kr. mere kan man få den miljøvenlige Blue Lion-udgave med en 1.6 liters HDi motor kombineret med den semiautomatiske gearkasse. Denne variant kører dog kun en lille kilometer ekstra på literen ifølge specifikationerne. Prisen for 2.0 liters modellen starter ved 219.000 kroner før moms.

Peugeot 5008 Van 2.0 HDi

Motor:

4-cyl. 2.0 liters HDi commonrail diesel

Ydelse:

150 hk

Moment:

320 Nm/2000 o./min.

Topfart:

195 km/t.

0-100:

10 sek.

Forbrug:

17,2 km/l. (blandet kørsel)

Pris: 254.717,- kr. inkl. afgift og moms ll@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064