Fremgang med foråret
Nordjylland: Øget godsomsætning hos Color Line efter meget stille start på året.
Af Lars Lassen
Color Line trodsede finanskrisen i 2009, hvor det norske færgerederi øgede godsomsætningen med ni procent. Ruterne fra Hirtshals til Kristiansand og Larvik fortsatte den vækst, der startede med indsættelsen af de to nye hurtige Superspeed-færger i 2008. Det afkortede overfartstiden og øgede kapaciteten markant, hvilket sikrede Color Line Cargo en fremgang på de to ruter på omkring 50 procent i 2008-2009. Stigningstakten var dog kun fire procent i 2009.
- Vi var lidt spændte på, om vi kunne fortsætte fremgangen i 2010. Her har der været meget stille i januar og februar, hvor vi lå omkring fire procent under 2009. Men marts, april og især maj har løftet trafikken markant, så vi har indhentet en stor det af nedgangen i starten af året. Det vil sige, at vi nu ligger tæt på den godsomsætning vi opnåede i samme periode i 2009, selv om vi fik en lidt skidt start på året, fortæller fragtdirektør John Juul Nielsen, Color Line Cargo.
Fastholder markedsandelDet er især ruten Hirtshals-Kristiansand, der trækker ned med et fald på seks procent i godsomsætningen i de fire første måneder, sammenlignet med samme periode i 2009. Modsat ligger ruten Hirtshals-Larvik tre procent over.
- Maj ser ud til at fortsætte den positive udvikling, så vi indhenter yderligere på Kristiansand og øger godsomsætningen på ruten til Larvik. Vi har en kapacitet på næsten 2000 lane-meter, hvilket er rigtigt meget. Men vi har faktisk haft afgange her i april og maj, hvor der har været udsolgt. Det vil sige, at vi har haft lastbiler på venteliste til de pågældende afgange. Det er meget sjældent at det sker, fortæller John Juul Nielsen.
Der er ikke nogen enkel forklaring på nedgangen på ruten til Kristiansand. Konkurrence fra Fjord Line spiller en rolle, men også mindsket investeringslyst i den norske olieindustri og det faktum, at mange industrivirksomheder i Sørlandet har været hårdt ramt af finanskrisen har bidraget.
- Der er mange faktorer, der spiller ind her. Jeg har også en idé om, at speditører og vognmænd på grund af krisen gør meget mere for at fylde lastbiler og trailere helt op inden de sender dem af sted. Det vil sige, at vi formentlig transporterer mere gods på færre biler. Men selv om vores omsætning er gået lidt tilbage, så fastholder vi vores markedsandel og det er det vigtigste. Nu er vi i gang med at indhente den nedgang, der var i starten af året, så det ser rigtigt fornuftigt ud, siger John Juul Nielsen.
Flere løstrailereLige som svenske Stena Line sejler Color Line nu flere løstrailere over Skagerrak.
- Vi havde en nedgang i andelen af løstrailere i 2009. Den udvikling mener jeg skyldes, at vi med de to nye Superspeed-færger har fået en væsentlig kortere overfartstid. På ruten til Larvik har vi sænket overfartstiden fra fem timer til 3 timer og 3 kvarter, og på ruten til Kristiansand fra 4 timer og 30 minutter til 3 timer og ét kvarter. Derfor valgte flere at sende trækkeren og chaufføren med. Men her i april begynder andelen af løstrailere at stige igen. Det skyldes formentlig, at der er mangel på trækkere. Så sender man traileren alene med færgen, siger John Juul Nielsen.
Color Line har haft en stigning i andelen af løstrailere på cirka fem procent.
ll@transporttidende.com