Arbejdsretten skal i juni tage stilling til, hvem der skal betale deltagergebyret for chaufførernes lovpligtige efteruddannelse.

For selv om uddannelsen er godt i gang, er betalingen endt som et slagsmål mellem arbejdsgivere og lønmodtagernes fagforbund. Men sagen burde aldrig nogensinde være endt i retten og den er decideret pinlig for arbejdsgiverne.

Var den lovpligtige uddannelse ikke landet midt i finanskrisen, så var det måske aldrig nogensinde blevet til en sag. For vi snakker altså om et gebyr på omkring 500 kroner pr. chauffør.

Men tilsyneladende har 500 kr. pr. chauffør - vel at mærke hver femte år - virket uoverkommeligt for arbejdsgiverne i den nuværende situation.

Arbejdsgiverne kan argumentere med, at efteruddannelsen ikke er noget de har ønsket, og at der er blevet trukket over hovedet på dem fra EU. I mange andre lande er det faktisk chaufførerne, der selv må punge ud med omkostningerne til efteruddannelse. Så fra arbejdsgiver-side er der både tale om principper – for hvad bliver det næste, de skal betale for - og endelig er det konkurrenceforvridende, når de danske virksomheder skal betale, mens deres udenlandske kolleger slipper.

Men i Danmark er der mange fag tradition for, at arbejdsgiveren betaler for efteruddannelsen. Det er et godt princip, for det er også arbejdsgiveren, der får gavn af medarbejdernes nye færdigheder.

Virksomhederne har oven i købet indflydelse på, hvad chaufførerne skal videreuddannes i, for eksempel økonomisk kørsel, defensiv kørsel, sikkerhed/surring mm.

Alt sammen forhold, der kan spare virksomheden for mange flere penge end det koster, at sende en chauffør på efteruddannelse – 500 kroner hvert femte år.

Derfor er det en pinlig sag, som transportens arbejdsgivere burde trække tilbage på stedet.