Ny cabotage-vejledning
Danske Speditører: Støtte til ny dansk cabotage-vejledning fra hele transportindustrien.
Den sidste alvorlige knast var filet til, da Trafikstyrelsens cabotage-vejledning blev præsenteret på et møde med repræsentanter fra transportbranchen. Derfor fik vejledningen også en positiv modtagelse fra hele branchen på mødet, som blev ledet af transportminister Hans Chr. Schmidt havde indkaldt til og ledede.
- Vejledningen følger Europaparlamentets og Rådets nye forordning om cabotage. Alle ved, at der er forskellige opfattelser af, hvad cabotage betyder for transportindustrien i Danmark, men det er mit indtryk, at hensynet til at få rene linjer vejede tungt for alle. Ministerens personlige indgriben og engagement medvirkede til, at tingene faldt på plads, siger Danske Speditørers direktør Martin Aabak, som deltog i mødet i en kommentar.
- Det er ingen hemmelighed, at Danske Speditører hellere ser liberaliseringen af vejtransporten gennemført nu end senere af hensyn til såvel samfunds- som erhvervsøkonomi, samt miljø og klima; men når forordningen er blevet, som den er, finder vi det vigtigt, at den administreres og håndhæves ensartet i medlemslandene, så der ikke ad den vej skabes forskelsbehandling, tilføjer Martin Aabak.
Ikke permanent aktivitetVejledningen skal danne grundlag for de danske myndigheders håndhævelse af EU’s cabotage-direktiv. Danske Speditører oplyser, at den positive modtagelse fra alle dele af branchen blandt andet skyldes, at en tidligere omstridt sætning: ”at cabotagekørsel er ulovlig, såfremt den udføres på en sådan måde, at der skabes en permanent eller løbende aktivitet” endegyldigt er taget ud af vejledningen.
I stedet hedder det nu: ”Den internationale transport, der går forud for cabotagekørslen, skal have en sådan karakter, at den ikke primært har til formål at give mulighed for at anvende cabotagereglerne”.
Bøder fra 4000 kronerBødeniveauet bliver som anbefalet af Trafikstyrelsen 4000 kroner. for en førstegangsovertrædelse.
Der blev ikke på mødet aftalt nogen fælles holdning til, om man kan foretage flere cabotagekørsler end tre på syv dage. Cabotage skal altid foretages i tilknytning til en international transport, men i princippet kan man efter tre cabotagekørsler køre ud af det pågældende land, få en international transport og komme ind i dette land igen.
Her indtræder så vejledningens regel om, at den internationale transport, der går forud for cabotagekørslen, skal have en sådan karakter, at den ikke primært har til formål at give mulighed for at anvende cabotagereglerne, og denne regel vil i givet fald skulle fortolkes konkret i det enkelte tilfælde.
Mødet mundede tillige ud i, at vejledningen fik indført en revisionsbestemmelse. Den vil i lyset af nationalt og internationalt indhentede erfaringer samt EU-kommissionens svar på løbende forespørgsler blive taget op til revision senest med udgangen af 2011.>