DTL: Fjern det objektive ansvar
Det objektive ansvar er hverken logisk eller rimeligt.
Ordningen, der er lavet for at beskytte chauffører mod vognmænd, der presser dem til at overtræder loven, virker modsat, mener Ole Frederiksen fra Nordre Birks Vognmandsforening, der peger på det urimelige i, at arbejdsgiveren skal betale dobbelt-bøde fordi chaufføren glemmer at trykke å en knap eller kvajer sig.
- Den slags urimeligheder støder vores retsfølelse, men det har ikke den store interesse på Christiansborg, siger Frederiksen, der konstaterer at landevejstransporten ikke hører til politikernes kæledægger, som langbruget eller luftfarten.
Oldermand for Københavns Vognmandslaug, Jørgen K. Jensen, mente at have løsningen på at slippe for det objektive ansvar, når der er ”fare for” at en chauffør tilsidesætter arbejdsgiverens anvisninger:
- Ring til politiet og fortæl, at køre- hviletidsbestemmelserne er i fare for at bliver overtrådt, opfordrede Jørgen K. Jensen.
DTL-formand Jørgen Egeskov Jensen sagde, at det ofte er umuligt, at slippe for det objektive ansvar:
- Der er faldet en dom i Tyskland, hvor en dommer mente, at det kun var chaufføren, der skulle betale, fordi han var instrueret i hvad han skulle. Det mangler vi i Danmark, siger Jørgen Egeskov, der peger på, at det er konkurrenceforvridende, når Danmark slår hårdt ned på det objektive ansvar.
- Politikerne bliver nødt til at finde ud af, at vi skal have lige vilkår, siger DTL-formanden.