DTL: Traktoren fylder meget
Vognmænd får stadig større konkurrence fra uventet side.
At danske vognmænd frygter konkurrencen fra billige udenlandske vognmænd har længe været kendt. Men vognmændene presses i dag fra flere forskellige sider.
Stadig flere maskinstationer har i årenes løb overtaget snerydning i mange kommuner, hvor der indsættes traktorer i stedet for lastbiler.
Det fik formanden for Dansk Transport og Logistik, Jørgen Egeskov Jensen, Vamdrup, til at løfte pegefingeren og på DTLs generalforsamling i Horsens at råbe op om ”ulig konkurrence”:
- Når man med lastbil kører med en last, der er mere end 2,85 meter bred, skal den afmærkes af hensyn til trafiksikkerheden. Det er helt i orden. Men det skal en traktor med eventuel påspændte redskaber åbenbart ikke. Bliver transporten mere end 3,65 meter bred, skal der være en følgebil med af trafiksikkerhedsmæssige årsager. Det er helt i orden. Men det gælder åbenbart ikke for mejetærskere og andre store landbrugsmaskiner, påpeger Jørgen Egeskov Jensen.
Han peger, på at der findes mange andre eksempler på regler der gælder lastbiler, men ikke traktorer, når det gælder trafiksikkerheden.
- Landbruget og andre som bruger traktorer, har en særstilling her. I princippet kunne vi sige, at det er en sag mellem myndigheder og dem, som kører med traktorerne. Men når særforholdene i visse tilfælde giver mulighed for i de samme opgaver at konkurrere på langt bedre vilkår på bekostning af skat, miljø og trafiksikkerhed, som vores virksomheder kan løse, så er det træls for at sige det på godt dansk, siger Jørgen Egeskov Jensen, der opfordrede politiet til at rydde op blandt ulovlighederne på kommunevejene, i stedet for at kontrollere mange lastbiler på ét sted.
TraktorvognmændDen fynske vognmand Kaj Nielsen kunne fortælle, om et fynsk initiativ, hvor en ung iværksætter tilbyder kørsel af grus, containere mm. til ”konkurrencedygtige priser”. Et nyt begreb har nemlig vundet indpas: Traktorvognmand.
- En traktorvognmand kører ikke en gammel grå Ferguson. Et traktorvogntog er lige så lange som et lastbilvogntog 18,75 meter, må køre i alle miljøzoner, møder ingen krav, skal ikke til syn, har ingen hastighedsbegrænser, har en tilladt totalvægt på 44 tons, betaler ingen vejebenyttelsesafgift, har ingen krav om partikelfilter og så skal chaufføren kun være 16 år og have traktorkørekort, påpeger Kaj Nielsen.
Han kritiserer, at politikerne i Odense på den ene side har indført miljøzoner og stiller krav til lastbilmotorer, mens de med den anden hånd har givet snerydningen til traktorer.
- Det viser, at pengene vejer tungest og ikke miljøet, siger Kaj Nielsen, der opfordrer politikerne til at stille ens krav.
Landmænd køber euro 3Men også fra anden side presses de danske vognmænd på landet.
Rundt om generalforsamlingen bliver der fra flere sider gjort opmærksom på, at landmænd tilsyneladende i stigende grad er begyndt at købe egne lastbiler – blandt andet euro 3-lastbiler, som ikke længere er attraktive for transportvirksomhederne pga. miljøzoner, maut mm.
Lastbilerne erstatter traktoren med hænger og bruges til transport af landbrugsmaterialer som foder, gødning mm., ligesom støre svinebrug har investeret i egne lastbiler til transport af egne grise.
Svend Sørensen fra Region Midt Vest har blandt andet oplevet, hvordan ”usælgelige” euro 3-lastbler havner i landbruget:
- De er ikke omfattet af køre-hviletid, så de kan også udkonkurrere os der. Derudover har de ofte østeuropæere ansat i en uddannelsesaftale. Så alt i alt har miljøzonen skabt en stor konkurrent til den lille vognmand, som kører for landbruget rundt omkring, siger Svend Sørensen.