TNT mærker fortsat økonomisk bedring
I kølvandet på sit 1. kvartalsresultat 2010 konstaterer transportgiganten TNT, at markedsudviklingen fortsat er positiv.
TNT ser fortsat økonomisk bedring på markedet, målt i stigende fragtmængder, øget omsætning og bedre indtjening. Alt i alt konkluderer TNT i forbindelse med sit 1. kvartalsregnskab 2010, at virksomheden forventer, at forretningen vil være langt over niveauet i 2009. Dog ser ledelsen, at bl.a. stigende inflation kan få negativ indflydelse på et gryende økonomiske opsving.
I årets første kvartal opnåede TNT en samlet indtjening i koncernen på 251 millioner Euro mod 163 millioner i samme kvartal sidste år.
Omsætningen landede på 2,7 milliarder Euro i perioden.
I sin opsamling til investorer og medier slog CEO Peter Bakker da også fast, at Q1 2010 fortsætter de positive takter for transportselskabet.
Han noterede samtidig tilfredshed med resultatet i alle TNTs forretningsområder.
- Mængden af forsendelser i vores Express-division er væsentligt forbedret, selv om sammenligningsgrundlaget fra 2009 naturligvis er noget blødt. De seneste uger har vi oplevet, at fragtmængderne næsten er tilbage til niveauet fra tidligere, mere normale, tider, som f.eks.
1. kvartal 2007. Det vi hører fra nogle kunder indikerer dog, at stigningen godt kan skyldes genopfyldning af lagre rundt omkring, siger Peter Bakker.