FDL får opbakning
Organisationen har haft drøftelser med politikere.
- Jeg er af gode grunde ikke inde i detaljerne, men som FDL fremlægger tingene, er der helt givet noget, vi skal have set på, og som jeg bedømmer det, er der flere grænse-områder, så derfor skal vi have problematikken forelagt både transport- og justitsministeren.
Det fastslår formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, efter et møde med Christian Jensen og Preben Skjøth fra FDL, om danske vognmænds manglende retssikkerhed set i lyset af en langsommelig efterforskning fra såvel det lokale politi som Trafikstyrelsen.
Det er især den meget mangelfulde efterforskning af anmeldte og dokumenterede ulovligheder, som FDL længe har været stærkt utilfreds med. Det kan efter FDL´s opfattelse ikke være rigtigt, det skal tage flere måneder for at de lokale politimyndigheder får fod på efterforskningen.
FDL er utilfreds med den langsommelighed, der alt for længe har været i Færdselsstyrelsen (nu Trafikstyrelsen), ”hvor man nærmest har på fornemmelsen, at styrelsen hellere vil hvidvaske ulovligheder end at statuere eksempler over for dem, der begår gentagne, grove overtrædelser af den gældende lovgivning”, kritiserer FDL.
- Det har været op ad bakke at nå igennem til Folketingets Retsudvalg, men jeg er glad for, at Peter Skaarup godt kunne se problematikken, siger FDL´s formand, Christian Jensen. Vi er udmærket klar over, at Peter Skaarup ikke har den fornødne indsigt i de specielle forhold, som gør sig gældende for vognmands-branchen, men det er mit klare indtryk, at det dokumentations-materiale, vi overbragte Peter Skaarup, kan være med til at påvirke tingene i den rigtige retning.
Udover Peter Skaarup mødtes de to FDL-folk også med DF´s trafikpolitiske ordfører Kim Christiansen. Desuden får FDL opbakning fra Venstres Kristian Pihl Lorentzen:
- Der er behov for, at vi på tværs af Trafikudvalget og Retsudvalget sætter forstærket politisk fokus på effektiv kontrol med lastbiler, fastslår han til FDL-Nyt.