Selvkørende vognmænd skal overholde arbejdstidsregler
Hvis Europa-parlamentets beskæftigelsesudvalg får sin vilje, så skal selvkørende vognmænd alligevel overholde EU’s arbejdstidsdirektiv.
Europa-parlamentets beskæftigelsesudvalg har tidligere forsøgt at få ophævet de selvkørende vognmænds fritagelse for EU’s arbejdstidsdirektiv for selvkørende vognmænd. Men modstand i parlamentet og i EU’s ministerråd har hidtil bremset beskæftigelsesudvalgets planer.
Arbejdstidsdirektivet sætter en øvre grænse for den ugentlige arbejdstid på 48 timer i gennemsnit.
Alle lastvogns- og buschauffører er omfattet af køre og hviletidsreglerne, men de selvstædige vognmænd er fritaget for arbejdstidsdirektivet. Det skyldes, at primært at man har ønsket at give de selvkørende vognmænd mulighed for at ligge sig ekstra i selen, som alle andre selvstændige erhvervsdrivende.
Men et flertal i beskæftigelsesudvalget mener, at de selvkørende vognmænds fritagelse giver dem en konkurrencefordel i forhold til ansatte chauffører, samt at den lange arbejdstid udgør en fare i trafikken.
Dertil kommer en række eksempler, hvor vognmænd eller speditører angiveligt har overtalt chauffører til at blive ’falske’ selvkørende vognmænd, fordi de så kan arbejde flere timer.
- Det kan vi ikke acceptere, og derfor er disse regler med til at beskytte, at nogle chauffører ikke presses ud i ringe og usikre arbejdsforhold, siger MEP Ole Christensen fra Socialdemokraterne ifølge en artikel på berlingske.dk, der her Ritzau som kilde.
- Afstemningen er en stor sejr for et mere socialt Europa. Alle chauffører er nu beskyttet af direktivet, som reelt lukker smuthuller for snyd og unfair konkurrence, udtaler MEP Emilie Turunen fra SF ifølge berlingske.dk.
Umulig kontrolBeslutningen vækker skarp kritik i transportbranchen.
I Dansk Transport & Logistik vurderer EU-chef Søren Hylstrup Larsen, at beskæftigelsesudvalgets forslag punkterer, når det skal behandles i plenum i Europa-parlamentet i løbet af maj.
- Det er ikke overraskende, at beskæftigelsesudvalget træffer denne beslutning. Udvalget er sin opgave tro og fokuserer snævert på arbejdsmarkedsforhold. Når sagen kommer til Plenarforsamlingen i maj er det vores forventning, at ansvarlige politikere vil tage et mere overordnet syn på sagen og erkende, at det simpelthen ikke giver mening at ville regulere og kontrollere arbejdstiden for selvstændige, siger Søren H. Larsen, der betegner beslutningen som trist.
- For det første fordi det ikke vil være muligt at regulere eller kontrollere arbejdstiden for selvstændige. Så man er ved at vedtage nogle regler, der reelt er umulige at gennemføre og kontrollere i medlemslandene. For det andet fordi, der åbenbart er en række parlamentarikere, der mener, at alle skal straffes, fordi nogen få gør noget forkert.
DTLs ønsker i stedet, at man fokuserer på at standse ulovligheder, i stedet for at spænde ben for alle nystiftede virksomheder i branchen.
Hylstrup Larsen påpeger også, at beskæftigelsesudvalget med gårsdagens afstemning afviser Kommissionen forslag om at forbedre kontrollen af arbejdstidsreglerne i EU og samarbejdet mellem medlemslandene om dette.
- Parlamentarikerne synes åbenbart, at det er bedre at lade lovmøllen producere nye regler end at forsøge at få gældende regler til at fungere, siger DTLs EU-chef.
Den danske vognmandsorganisation vil gennem IRU kæmpe for at bevare de selvkørende vognmænds rettigheder.
I IRU opfordrer man Europa-parlamentet til at omgøre beslutningen.
- Begrundelsen for Arbejdstidsdirektivet er at man vil sikre at lønmodtagere ikke tvinges til at arbejde længere end de ønsker. Da denne beskyttelse er helt irrelevant for selvstændige selvkørende vognmænd, der som alle andre chauffører er omfattet af køre- og hviletidsreglerne, så holder argumentet om hensynet til trafiksikkerheden simpelthen ikke. Der er allerede en omfattende regulering og kontrol med alle chaufførers køre- og hviletid, som reelt sikrer trafiksikkerheden i Europa, siger formanden for IRU’s delegation ved EU, Alexander Sakkers.
Han lover, at han vil tage problemet op med EU-Kommissionens viceformand Siim Kallas, der også er transportkommissær, på et møde allerede i dag.