Virksomhedskontrol er ikke en politiopgave
Det er bedre, at politiet koncentrerer sig mere om, hvad der sker i trafikken og andre politimæssige opgaver, mener International Transport Danmark.
Vejafgifter, regler for chaufførerne, regler for køre-hvile-tid og færdselsloven m.m. er lige nu ét fedt for Rigspolitiets tungvognskontrol, men det skal der laves om på, hvis det står til Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen. Han vil have flyttet virksomhedskontrollen med godstrafikken fra politiet til Trafikstyrelsen, så politiet i stedet kan koncentrere sig om de rent politimæssige opgaver.
Hans forslag falder i god jord hos ITD, fordi det vil give en bedre kontrol på begge områder – både det virksomhedsmæssige og det trafikale.
- Trafikstyrelsen kan sikre en bedre overordnet kontrol og bruge den viden, som man indsamler ved de gennemførte kontroller, siger formanden for ITD, Mogens Therkelsen. Samtidig vil det styrke politiets indsats på det færdselsmæssige område.
Naturlig placeringTrafikstyrelsen håndterer og administrerer i forvejen en lang række regler og forhold omkring transportvirksomhederne, påpeger ITD. Derfor vil det være naturligt at placere virksomhedskontrollen her.
- Det vil give en synergieffekt, fordi en analyse af kontrollen vil kunne vise både erhvervet og kontrolmyndigheden, hvor der skal sættes ind, strammes op og effektiviseres, siger den kommende administrerende direktør for ITD, Jacob Chr. Nielsen.
Han undrer sig over, at al den viden, som man hidtil har fået gennem kontrollerne, ikke er blevet brugt systematisk og fremadrettet til gavn for erhvervet.
- Trafikstyrelsen vil også bedre end politiet kunne holde fokus på virksomhedernes egenkontroller og være i dialog med dem for at sikre, at reglerne overholdes. Styrelserne har jo en generel pligt til ikke bare at være kontrollanter, men også til at være vejledere for virksomhederne om reglerne, siger Nielsen.
Frigøre ressourcerJacob Chr. Nielsen tilføjer, at flytter man de godsrelaterede kontrolopgaver over til Trafikstyrelsen, så vil det samtidig frigøre en masse ressourcer hos politiet – både til trafikkontrol på landevejene og til andet mere reelt politiarbejde. Det burde bl.a. komme trafiksikkerheden til gode.
Kristian Pihl Lorentzen er blevet inspireret af den tyske godstrafikstyrelse Bundesamt für Güterverkehr (BAG). Han forestiller sig bl.a., at det særlige korps af kontrollanter for eksempel skal kunne sættes massivt ind ved grænseovergangene, men at kontrollen naturligvis skal gælde for såvel udenlandske som danske lastbiler. Han forestiller sig i øvrigt, at den nuværende tungvognskontrol skal uddanne det nye kontrolkorps.
- Branchen kan kun være tjent med, at der strammes op på kontrollen, og at vi får nogle konkurrencemæssige lige vilkår, siger Mogens Therkelsen. Man kunne ved kontrollen gerne skele til, hvordan den foregår i Tyskland, hvor man også tager med i vurderingen, om virksomheden gør noget aktivt for at mindske omfanget af overtrædelser,” tilføjer han.