Ændret ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen til forsøgsordningen om energieffektive transportløsninger er blevet forlænget til 15. august.
Det oplyser Center for Grøn Transport. Baggrunden for fristforlængelsen er, at Færdselsstyrelsen og Trafikstyrelsen er blevet lagt sammen til en ny, fælles styrelse. En konsekvens af sammenlægningen er, at en række interne processer i forbindelse med håndtering af Center for Grøn Transports forsøgsordning skal justeres. Det betyder bl.a., at de standardvilkår og det budgetskema, der er offentliggjort på centerets hjemmeside, pt. skal betragtes som foreløbige dokumenter.
For at give ansøgere tid til at tilpasse deres ansøgninger til de reviderede vilkår, har Center for Grøn Transport besluttet at forlænge ansøgningsfristen for forsøgsordningen om energieffektive transportløsninger til den 15. august.
Centeret vil snarest muligt offentliggøre reviderede versioner af dokumenterne på hjemmesiden www.centerforgroentransport.dk. Samtidig vil centeret offentliggøre en liste med spørgsmål og svar om forsøgsordningen.