Tyskland åbner for forsøg med modulvogntog
De tyske myndigheder samler forespørgsler fra interesserede virksomheder.
På en konference i Berlin torsdag meddelte det tyske forbundstrafikministerium, at man vil tage initiativ til at lave forsøg med de store lastbiler, der måler 25 meter i længden, men man vil dog ikke gå så vidt som at kombinere dem med en vægt på op til 60 ton.
- Tyskland er det vigtigste transitland for transport af gods. Så lad os endelig holde fast i den åbning, siger formanden for International Transport Danmark (ITD), Mogens Therkelsen.
ITD har længe presset på for at få sat gang i dialogen med både EU’s og Tysklands transportministre om modulvogntogene. Gennem ITD er det lykkedes at få et enkelt dansk modulvogntog fra Alex Andersen til at køre lige nord for Hamborg.
- Det er et stort skridt på vejen, at tyskerne nu inddrager deres egne vognmænd i en forsøgsordning, men det er klart, at vi først får fuldt udbytte af modulvogntogenes fordele den dag, vi også kan køre dem med eksportvarer sydpå, siger Mogens Therkelsen. Først når modulvogntogene kan indføres i hele EU, får man det fulde udbytte til gavn for både samfundsøkonomien og miljøet.
Herhjemme viser stadig flere virksomheder interesse for modulvogntogene. Men det er fortsat et problem, at de er begrænsede af meget restriktive adgange til vejnettet. Og den såkaldte virksomhedsordning, hvorefter virksomhederne bidrager økonomisk til en udvidelse af vejnettet, er ufleksibel, mener ITD.
- Det er vel heller ikke rimeligt, at virksomhederne selv skal investere i infrastruktur. Det strider mod princippet om fri og lige adgang til markederne, når nogle virksomheder selv skal finansiere vejene dertil og andre ikke skal, siger Mogens Therkelsen.
Vognmænd, der er interesserede i at deltage i det tyske feltforsøg kan henvende sig til:
Regierungsdirektorin Anke Leue, Bundesministerium für Verkehr, Bau und Stadtentwicklung, Invalidenstraße 44, 10115 Berlin.