GateWay E45 skruer bissen på
Sanktioner mod ulovligt parkerede lastbiler.
Stort og vanskeligt at håndtere. Sådan betegner direktør Henry Dyrlund, GateWay E45/DTC i Vejle, situationen omkring udenlandsk indregistrerede lastbiler, der i stort tal har holdt deres indtog på p-pladserne.
- Over 2 dage talte vi 21 forskellige nationaliteter. Vi har derfor fået oversat vores P-regler til foreløbig 21 sprog, fortæller Henry Dyrlund, så den enkelte chauffør ikke kan være i tvivl om, hvad reglerne går ud på.
Mens centret tidligere havde fri poarkering, har Gateway E45 nu indført max.11 timers parkering til en pris af 35 kr., hvoraf de 30 kr. refunderes ved køb i centrets kiosk eller cafeteria.
- Selv om en parkering således kun koster en rund 5 krone, er der ingen grænser for, hvad chaufførerne gør for at undgå at betale. De holder over vore påfyldningstudser til dieselanlægget. De holder i vore tankningsbaner om natten, de parkerer på langs af vore personbilspladser, de kører over kantstenene og ind på vore græsarealer osv., siger Henry Dyrlund.
- Vi må erkende, at vi ikke ved almindelig høflig oplysning kan få indført ordnede forhold, så derfor er der nu indgået et samarbejde med Vagtselskabet KS Vagt og Carparl/Q-Park, der kontrollerer og udsteder P-afgifter til ulovligt parkerede lastbiler og lastbiler uden P-tilladelse, forklarer direktøren.
Q-Park har et samarbejde med internationale incasso-bureauer, så afgiften kan inddrives overalt i udlandet.
- Vi finder det beklageligt, at vi er nødt til at tage disse forholdsregler, siger Henry Dyrlund, men det er nødvendigt, da vi skal være med til at sikre, at de chauffører, der har opbrugt deres køretid, også kan få de lovbefalede pauser, forklarer Dyrlund.
Giv dem informationHan opfordrer danske vognmænd og speditører, der betjener sig af udenlandske lastbiler og chauffører, til at informere om de gældende P-regler.
- Ikke bare på DTC, men også andre steder, så vi kan få sat en stopper for det tiltagende parkerings-anarki. Flere danske chauffører har foreslået, at vi låser forhjulene med metal- eller betonklodser, så det bliver nok det næste, vi indfører, varsler Henry Dyrlund.
Bad på anparterEn anden lille hændelse fra det virkelige liv: Et bad på DTC koster 15 kr. og det har fået nogle af de udenlandske chauffører til sælge anparter i den udleverede nøgle, så 2-3 eller flere kan komme i bad for 15 kr.
- Men det er åbenbart også for dyrt. Vi ser nu, at flere af de mere slanke chauffører maver sig under den låste dør – eller hæver sig op i armene over døren til brusekabinen, fortæller Henry Dyrlund.