Qubiqa på plads
Fusionen mellem Nordplan A/S og Univeyor Logistics Systems A/S skaber nyt og mere konkurrencedygtigt firma.
Nordplan A/S i Vipperød og Univeyor A/S i Arden er med udgangen af 2009 fusioneret til et fælles selskab. Fusionen blev annonceret midt i 2009, og der er siden da blevet arbejdet på at skabe en fælles platform for det nye selskab, som nu kan afsløre et nyt navn og logo.
Qubiqa A/S hedder det fusionerede selskab, der har sine kernekompetencer inden for logistik- og opbevaringsløsninger. Navn og logo afspejler virksomhedens nøglekompetencer og beskriver konceptet om pladsoptimering samt logisk opbygning og håndtering af kolli. Qubiqa stammer fra det engelske ord “cube”, men med en anderledes og kreativ stavemåde.
- Vores nye navn og logo afspejler de globale styrker, som ligger i fusionen. Vi leverer intelligente og skræddersyede løsninger baseret på innovative koncepter til vores kunder inden for både opbevaring og logistik. Derfor fortsætter vi også med at bruge henholdsvis ”Intelligent Storage” og ”Intelligent Logistics” sammen med det nye navn. Vi ser frem til mulighederne for vækst i de kommende år, siger administrerende direktør Niels Otto Andersen.
Fremtiden imødeses således med optimisme som følge af resultaterne af det sidste års forandringsarbejde, hvor den sammenlagte virksomhed er blevet trimmet og tilpasset.
Hovedkontoret for den samlede forretning vil være i Arden. Arkiv- og industriforretningen vil dog fortsat have base i Vipperød. Qubiqa A/S beskæftiger pt. ca. 150 personer og regner med en omsætning på omkring 200-250 mio. kr. i 2010