Hjertet banker for Grenaa havn
Adm. direktør ved Grenaa Havn Henning Laursen fylder 50 år i dag.
Siden Henning Laursen tiltrådte som adm. direktør for Grenaa Havn A/S i 2004, er det gået stærkt for virksomheden.
– Vores strategi er at understøtte erhvervslivet på bedst mulig vis, så erhvervslivet kan skabe mere forretning. Vi skal tænke kreativt og strategisk, siger Henning Laursen, hvis arbejdstempo er højt.
For ham gælder det om aldrig at sætte overlæggeren for lavt. Derfor står tingene på ingen måde stille på Grenaa Havn. Inden for de seneste seks år har direktøren været med til at skabe rammen om to havneudvidelser og været årsag til, at mange landspolitiske beslutninger er gået den helt rigtige vej for havnen.
Det hav, der ligger lige uden for den 50-årige Henning Laursens kontor på Nordhavnsvej 1 i Grenaa, har han aldrig besejlet med andet end en færge.
– Vi er begunstiget med dygtige, kompetente og fleksible medarbejdere, som ved alt om, hvordan man servicerer vores kunder på havnen på bedst tænkelige måde. Mit job består primært i konstant at udvikle vores erhvervshavn og gøre den klar til fremtidig vækst, siger han.
Før sin ansættelse på Grenaa Havn var Henning Laursen logistik-ansvarlig på Royal Unibrew. I 2002 blev han valgt ind i Grenaa Havn A/S´ bestyrelse, og i 2003 tog han formandskasketten på. Derfor har han stort kendskab til den organisation, som han blev direktør for i 2004. En havn, der i år 2000 blev et kommunalt ejet aktieselskab, og som har gennemgået en stor forandring i måden at opfatte sig selv på som virksomhed.
NyskabendeI den tid Henning Laursen har været adm. direktør på havnen, er der kommet politisk fokus på miljøet, og da skibe kan fragte gods langt mere miljøvenligt end for eksempel lastbiler, har de danske havne fået stor politisk bevågenhed.
– Her i Grenaa er vi ikke fintfølende med hvilke virksomheder, der ønsker at etablere sig på vores havn. Vi er så heldige, at Norddjurs Kommune kan se fordelen i, at Grenaa Havn er en erhvervshavn, og at privat boligbyggeri ikke hører til her. Det er en stor fordel for havnen, når vi skal tiltrække nye virksomheder, påpeger Henning Laursen.
Hvis man spørger Henning Laursen, hvad der er det bedste, der er sket i hans tid som adm. direktør for havnen, behøver han ingen betænkningstid.
– Det er da helt klart udvidelsen af Nordhavnen. Nu er der intet, der kan hindre os i at tiltrække de helt store virksomheder. Nu kan vi håndtere de helt store skibe. Det betyder, at vi er klar til at tage et kvantespring her på havnen. Vi er ikke en lille havn mere, vi er en mellemstor havn med store ambitioner, og hvis vi bliver udskibningshavn for Anholt Havmøllepark, så kan selv en jyde som jeg have svært ved at få armene ned, siger Henning Laursen.
Lobby-virksomhedDer er nok ikke mange trafikpolitiske ordførere eller for den sags skyld transportministre på Christiansborg, der ikke har stiftet bekendtskab med Henning Laursens utrættelige engagement. Målet er altid det samme; at fremme Grenaa Havns interesser.
Henning Laursen har eksempelvis gang på gang argumenteret for, hvor vigtige gode adgangsforhold til Djursland er for havnen. Det er derfor med stor glæde, at han har set de trafikpolitiske ordførere nikke ja til det nordlige hængsel ved Randers og ikke mindst omfartsvejen ved Grenaa, der skal bringe den tunge trafik uden om byen og direkte ned på havnen.
Min by– Grenaa er min by, siger Henning Laursen, der kommer fra Struer, men har boet i Grenaa i 26 år. Direktøren bor i Fuglsang på et lille nedlagt landbrug tæt ved Grenaa Strand, sammen med sin kone Anne Dorte Riis Meyland, som i sin fritid driver Fuglsang-dressage.
–Jeg har det godt privat, og erhvervsmæssigt kan jeg kun glæde mig over den konstante udvikling, jeg er en del af, her på Grenaa Havn. Jeg arbejder rigtig meget, men når det er spændende opgaver, der står i kø, så kan jeg jo slet ikke lade være, siger Henning Laursen.
Fødselsdagen markeres med en reception i telt på Bredstrupvej 52 mandag, den 26. april, kl. 14-17.