Kundefokus og faglig stolthed
Sydvestsjællands Kloakservice ved Sorø har valgt at satse på specialisering, men siger sjældent nej til opgaver.
Af Lars Lassen
Sydvestsjællands Kloakservice ligger gemt af vejen i naturskønne landlige omgivelser syd for Sorø på Sjælland. Slamsugervirksomheden har siden vognmand Lars Hansen overtog forretningen fra sin far Jens Peter Hansen i 1996 udviklet sig til en på en gang højt specialiseret og meget bred virksomhed.
Lars Hansen ville oprindeligt være landmand, ligesom sin far. Men det blev faderens slamsugervirksomhed, der endte med at trække det længste strå. Han købte selv sin første slamsuger i 1986.
- Jeg er jo født og opvokset ind i virksomheden. Men jeg ville være landmand som min far jo også var og stadig er. Derfor gik jeg på landbrugsskole og kom så i praktik på en stor farm i Canada. Her knækkede filmen så lidt, fordi jeg fik lyst til at komme ud og opleve noget mere. Derfor begyndte jeg at køre eksport i halvandet års tid, hvor jeg tjente en hulens masse penge. Da jeg ikke havde noget at afskrive på, så mente min far og revisoren, at jeg kunne redde lidt af pengene fra skattefar ved at købe en slamsuger, som min far alligevel skulle anskaffe. Når jeg nu havde købt min egen slamsugerlastbil, så skulle jeg selvfølgelig også selv køre den. Det var startskuddet til jeg kom hjem og ind i firmaet igen, fortæller Lars Hansen.
Stil skoeneHan byder sammen med Sydvestsjællands Kloakservice (SVS) miljøkonsulent John Vester på kaffe under de skrå vægge i virksomhedens administration på første sal, hvor man med landlig praktisk sans tager fodtøjet af inden man går op ad trappen.
Lars Hansen udvidede sin egen vognpark med bil nummer to i 1993 og tre år senere overtog han familievirksomheden, der da kørte med fem biler. Sydvestsjællands Kloakservice (SVS) kører i dag med 12 biler, der ud over almindelige slamsuger- og spulebiler tæller en række specialiserede køretøjer. For virksomhedens kerneaktivitet har udviklet sig til slamsugning med meget meget mere.
Ud over slamsugning og rørspuling, udfører SVS genbrugsspuling, industrispuling, tankrensning, tankinspektion, ADR transporter, TV-inspektion, punktrenovering og slamafvanding, samt tørstofsugning og søoprensning.
Specialisering- Vi har satset på mere specialiserede sugnings- og spulingsopgaver siden slutningen af 90’erne, hvor SVS begyndte at arbejde for kraftværkssektoren. I den forbindelse har vi anskaffet en række mere specialiserede køretøjer. Ud over de almindelige kombinerede slamsuger og spulebiler, der kan spule med op til 200 bar, så har vi også en bil, der kan spule med op til 1000 bar. Der begynder man, at kunne skære med vandtrykket, så man kan afrense virkeligt hårde aflejringer. Det bruger vi eksempelvis på kraftvarmeværker, hvor vi fjerner slagger fra varmevekslere, eller ved betonkonstruktioner, hvor stålarmeringen er blotlagt af frostsprængninger og angrebet af rust. Her kan vi fjerne alt det løse materiale og rusten, så nedbrydningen kan stoppes og skaden kan repareres, fortæller Lars Hansen.
Arbejdet med så højt tryk kræver betydelig ekspertise og skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Medarbejderen, der fører højtrykspistolen, er iklædt en særlig beskyttelsesdragt og den del at trykslangen, der er tættest på pistolen omsluttet af en ekstra pose, der skal beskytte operatører, hvis slangen springer.
Mammut-sugerEt andet specialiseret køretøj er mammut-sugeren – der suger seks gange mere luft end en almindelig slamsuger.
- Den høje luftgennemstrømning betyder, at vi kan anvende en større slangediameter og dermed kan de suge langt større emner end normalt. Vi bruger den for eksempel til at suge skærver op med. De er praktisk taget umulige at skovle op, men det tager ikke ret lang tid at fjerne skærverne under et skiftespor, siger John Hansen.
Gigantstøvsugeren er blandt andet populær i byggeriet, hvor den både sparer håndværkerne for surt slid og store mængder støv. Den anvendes også til at støvsuge kirkelofter, hvor der ligger store mængder støv og nedfalden mørtel fra gamle understrygninger.
- Den er lige så god til at puste, som den er til at suge. Før i tiden har man brugt at fylde nedgravede olietanke med ovntørret sand, når det skulle sløjfes, for at undgå sammenstyrtninger. Men det støver utroligt meget. Med Mammut-sugeren kan vi pumpe perlesten ned i den rengjorte tank i stedet for. Det støver næsten ikke og så er det også lettere at have med at gøre, hvis tanken eventuelt senere skal graves om, fordi det ikke binder vand på samme måde som sand, fortæller John Vester.
KundefokusSelv om Sydvestsjællands Kloakservice er vokset på en høj specialiseringsgrad, så er der også en anden forklaring på virksomhedens succes.
- Vi ligger stor vægt på, at hjælpe vores kunder uanset, hvad det er de spørger efter. Hvis det ikke er noget vi kan klare selv, så finder vi nogen der kan. Det betyder, at kunden husker os næste gang han skal bruge en slamsuger, siger John Vester.
Virksomhedens serviceindstilling har bl.a. ført til så forskellige opgaver, som udgravning til fundament til et drivhus og levering af afløsere til at køre gummiged på et kraftværk, hvor de faste førere skulle på kursus.
- Man plejer jo at sige, man skal koncentrere sig om det man er bedst til, men når en kunde beder om hjælp til at få løst et problem, så vinder man meget goodwill ved at sige ja i stedet for nej, siger Lars Hansen.
Et eksempel er de mandehuller, der er monteret på nedgravede olie- og benzintanke rundt omkring på landets tankstationer. Mange er forsynet med dårlige eller direkte utilstrækkelige adgangsforhold. Her har Sydvestsjællands Kloakservice fået opgaven med at etablere bedre permanente adgangsbrønde til de pågældende tanke.
- Det har også været med til at udvikle virksomheden. Vi har i dag en lille entreprenørafdeling, der blandt andet fritgraver til mandedæksler på tankstationer. Det skyldes at vores kunder ud fra en sikkerhedsbetragtning har ønsket, at der er én totalentreprenør på opgaven, både med opgravning, inspektion og reetablering af området, fortæller John Vester.
SlamsugerfagetSydvestsjællands Kloaksevice beskæftiger 20 ansatte - heraf fire i administrationen. Både Lars Hansen og John Vester har mange års praktisk erfaring og begge kører stadig med ud på opgaver, når der er brug for det.
- Tina, der styrer kørslen, har også selv kørt slamsuger i otte år. Det betyder, at vores chauffører oplever, at vi herinde på kontoret forstår de udfordringer de står med og de ved, at vi ikke er bange for selv at give en hånd med, når der er brug for det, siger John Vester.
Han lægger ikke skjul på, at netop medarbejderne, hvor to tredjedele har holdt 10 års jubilæum, udgør en vigtig ressource.
- Vi bliver ofte stillet over for specielle udfordringer. Jeg har lige fået en forespørgsel på en kamerainspektion af nogle store rør på et kraftværk, hvor kameraet skal køre op ad en stejl stigning. Det må så komme an på en prøve, men vi er normalt rimeligt gode til at hekse. Vi har i kraft af mange års erfaring – ikke mindst hos vores medarbejdere – opbygget en ekspertise, som gør, at vi kan løse de fleste opgaver vi bliver stillet overfor. Det gælder af og til også opgaver, hvor andre har givet op, siger Lars Hansen og tilføjer:
- Det handler også lidt om vilje, når man skal klare opgaver, der driller. Her nyder vi godt af, at vores ansatte har den ekstra portion faglig stolthed, stædighed og entusiasme, der gør at de bliver ved til jobbet er klaret. Der er nogen har været her i over 15 år og enkelte har været her i over 20 år. Det betyder, de selv er i stand til at klare næsten alle de opgaver, de bliver sendt ud på. Hvis de ikke ved det, når de ankommer på stedet, så finder de selv ud af de. Det er en kæmpe fordel. Når vi får nye chauffører, så kører de med som føl hos en af de andre i et halvt år. Så er vi sikre på, at de kan det de skal kunne, inden vi sender dem ud på egen hånd, siger Lars Hansen.
ISO-certificering- Vi valgte for 5-6 år siden at blive ISO-certificeret. Her var Miljø-certificeringen 14001 naturligvis selvskreven, fordi vi arbejder så meget med miljø-opgaver. Det er rart at kunne dokumentere, at vi har styr på tingene, fordi der er eksterne eksperter, der kigger os over skuldrene. Vi valgte så i samme hug at tage kvalitets-certificeringen 9001 med, siger Lars Hansen.
SVS valgte ved begge certificeringer at involvere alle i virksomheden mest muligt i processen i stedet for at overlade opgaven til eksterne kræfter.
- Det har betydet, at alle ved, hvad det er vi laver og hvorfor og hvordan. Derfor tror jeg også, at vi har fået langt mere gavn af certificeringerne end mange andre virksomheder. Det tog vel et par år, før den positive effekt for alvor slog igennem. Men det har helt sikkert været umagen værd, siger Lars Hansen.
Sydvestsjællands Kloakservice er lige startet på arbejdsmiljøcertificeringen 18001.
På forkant med de gode ideerSydvestsjællands Kloakservice satsning på de mere specielle opgaver, stiller store krav til materiellet. Det betyder blandt andet, at virksomheden typisk investerer i specialopbygninger, der ligger i den dyre ende.
- Når vi får opbygget vores slamsugere, så er de fuldt udstyret med elektronik, forstået på den måde, at alle funktioner kan betjenes fra fjernbetjeningen. Det sparer en masse skridt for vores medarbejdere i løbet af en arbejdsdag og øger effektiviteten markant, siger John Vester.
- Vi har nok været med til at drive den tekniske udvikling i branchen, fordi vi gennem årene har bedt opbyggerne lave nye ting. Det er ideer, som vi selv har fået eller som nogen af vores chauffører har forslået.
Et eksempel er genbrugsspulere, der har været på markedet i en del år, hvor Sydvestsjællands Kloakservice ønsker om større og mere kraftfuldt materielt er blevet opfyldt.
- Vi fik i maj leveret en stor genbrugsspuler, der spuler og suger samtidig, hvor spulevandet kontinuerligt bliver udskilt fra det slam, der bliver suget op, og genanvendt til spulingen. Det betyder, at bilen kan køre en hel dag på en tankfuld vand, hvor man tidligere skulle ud og hente vand en 7-8 gange i løbet af en arbejdsdag. Det betyder ikke kun, at vi kan løse opgaven langt hurtigere og mere effektivt. Vi sparer også aflæsningsafgift, fordi der er meget lidt vand i det slam eller sand, vi har suget op, siger Lars Hansen.
ll@transinform.com