Fald med eftervirkninger
Til tide: Transportfirma fik rettens ord for ikke at være ansvarlig for for sen anmeldelse af arbejdsskade.
Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus
Inden for stort set alt lovgivning af privat eller offentlig art, gælder der frister, som skal overholdes, hvis man vil have succes. Fristerne ved transportskader er gennemgået og belyst her i spalterne et utal af gange, men også inden for lovgivningen om arbejdsskader, er det vigtigt at være opmærksom på, at man kan være for sent ude.
Dette erfarede en tidligere chauffør, da Retten i Århus for nylig afsagde dom i en sag, han havde anlagt mod det transportfirma, han havde kørt for, indtil han i 2004 kom til skade ved en arbejdsulykke.
Den pågældende sag blev behandlet efter reglerne i arbejdsskadeforsikringsloven, der i § 31 har følgende krav til anmeldelsen:
”En arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.Stk. 2. En arbejdsskade, der ikke er anmeldt efter stk. 1, og som har medført, at tilskadekomne endnu ikke på 5-ugers-dagen for skadens indtræden kan genoptage sædvanligt arbejde i fuldt omfang, skal anmeldes senest 9 dage herefter.
Stk. 3. For erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes anmeldelsesfristerne fra det tidspunkt, hvor den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.
Stk. 4. Arbejdsskadestyrelsen skal inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads. Underretning skal finde sted, selv om den arbejdsskade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes efter stk. 1-3.” For sent
Chaufføren fik under de neden for beskrevne omstændigheder anmeldt skaden for sent, hvilket betød, at Arbejdsskadestyrelsen afviste anmeldelsen.
Chaufføren anlagde derfor sag mod transportfirmaet, primært under henvisning til, at der i samme lov § 32 fremgår følgende:
”§ 32. Anmeldelsespligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver, for så vidt angår ulykker.”Anmeldelsesfristen suppleres af § 36, der indeholder følgende mulige ”redningskrans” for overskridelse af 9-dages fristen:
”§ 36. Er anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig grund dertil, kan der ses bort fra fristen.”
Skaden blev først anmeldt til Arbejdstilsynet (af Chaufføren og Transportfirmaet i fællesskab) den 18. marts 2005 og få dage efter skrev Arbejdstilsynet tilbage, at anmeldelsen ikke skulle anmeldes til tilsynet, da der ikke havde været fravær fra arbejdet ud over ”tilskadekomstdagen”. Arbejdstilsynet anførte samtidig, at arbejdsulykken skulle anmeldes til virksomhedens forsikringsselskab og Arbejdsskadestyrelsen, hvis man ønskede erstatning.
Denne indirekte opfordring fulgte Chaufføren op den 16. november samme år med anmeldelse til netop Arbejdsskadestyrelsen, som i februar 2007 afviste anmeldelsen som for sent anmeldt - en afgørelse, som Ankestyrelsen stadfæstede i juli 2008.
Gled på underlagetSagen startede med, at chaufføren den 16. juni 2004 i forbindelse med nedtagelsen af en innerliner i en container gled på underlaget og beskadigede sin ”skulder/overarm/albueled”.
Om episoden forklarede chaufføren senere i retten, at containeren var mørk og fugtig, og da han skulle udtage en plasticpose, der dækkede containeren indvendig, gled han i nogle granulatrester. Han mærkede straks en smerte i skulderen og ringede til sin arbejdsgiver og sagde, at han var faldet, og at han ville hjem til middag, hvis der ikke var mere.
Han tog på arbejde den følgende mandag, og han havde ikke nogen sygedage som følge af faldet før den 18. august 2005. Han havde taget fri fra arbejde for at gå til fysioterapeut og læge indtil. Efter 4-5 måneders forløb gik han til lægen og sikkerhedsrepræsentanten, og herefter blev skadesanmeldelsen og beskrivelsen af hændelsesforløbet udarbejdet.
Han var blevet opereret to gange siden i sin skulder. Han fik at vide af forsikringsselskabet, at han skulle beskrive hændelsesforløbet, men han drøftede ikke i den forbindelse med sikkerhedsrepræsentanten, at anmeldelsen var for sent indgivet.
Chaufføren og sikkerhedsrepræsentanten talte om, at anmeldelsen skulle fremsendes til blandt andet Arbejdsskadestyrelsen. Anmeldelsen skete med henblik på at få erstatning og ikke for at melde Transportfirmaet til Arbejdstilsynet.
Sen reaktionHan henvendte sig ikke på et tidligere tidspunkt til Arbejdsskadestyrelsen, da han via medierne vidste, at den havde en lang sagsbehandlingstid. Det var først, efter han var blevet scannet i november og havde fået konstateret skaden, at han henvendte sig.
Da der kom svar fra Arbejdstilsynet den 21. marts 2005, henvendte han sig ikke til sin arbejdsgiver, idet han gik ud fra, at der skete anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen og forsikringsselskabet.
Sikkerhedsrepræsentanten forklarede i retten, at han ved årsskiftet 2004/2005 hørte, at Chaufføren gik til fysioterapeut, men vidste ikke på daværende tidspunkt, at smerterne stammede fra et fald i forbindelse med arbejdet den 16. juli 2004. Den 18. marts 2005 udfyldte han sammen med Chaufføren papirerne for at anmelde hændelsen som en arbejdsskade. De aftalte at sende formularen til Arbejdstilsynet. Han havde ikke diskuteret sagen med Chaufføren efter svaret fra Arbejdstilsynet den 21. marts 2005. Han forventede, at Chaufføren ville rette henvendelse, hvis han skulle foretage sig yderligere.
Chaufførens advokat anførte i retten, at Transportfirmaet havde påført sig et ansvar over for Chaufføren for at i første omgang Arbejdsskadestyrelsen og senere den Sociale Ankestyrelse afviste arbejdsulykken som for sent anmeldt.
Det afviste Transportfirmaets advokat bl.a. under henvisning til, at loven giver arbejdsgiveren ret til at skønne, om uheldet har en sådan karakter, om det kan medføre krav om erstatning efter loven, og at Chaufføren i den konkrete sag ikke blev sygemeldt og genoptog arbejdet med samme igen, og at Transportfirmaet som arbejdsgiver ikke havde haft grund til at tro, at der var tale om en arbejdsulykke, der skulle anmeldes.
Ikke sygemeldtByretten lagde ”efter bevisførelsen” til grund, at Chaufføren fredag den 16. juli 2004 orienterede Transportfirmaet om, at han tog hjem efter hændelsen samme dag i containeren. Han var ikke sygemeldt, men fortsatte sit arbejde som chauffør mandag den 19. juli 2004. Det blev endvidere lagt til grund, at Transportfirmaet først fra omkring årsskiftet 2004/2005 var bekendt med, at Chaufføren gik til fysioterapi på fridage.
Retten mente ikke, at der var grundlag for at antage, at Transportfirmaet havde kendskab til den påberåbte arbejdsskade, som måtte anses for indtrådt den 16. juli 2004, førend ved anmeldelsen den 18. marts 2005 til Arbejdstilsynet.
Transportfirmaet havde således ikke senest 9 dage efter skadens indtræden den 16. juli 2004 haft det fornødne grundlag for at antage, at Chaufføren havde været udsat for en arbejdsskade, der kunne begrunde et krav på ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovens § 31, stk. 1.
Retten fandt det endvidere ikke bevist, at Transportfirmaet havde tilsidesat en forpligtelse til eller en aftale om at foranledige anmeldelse af den påståede arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen eller forsikringsselskabet efter udløbet af fristen i § 31, stk. 1, men inden udløbet af 1-årsfristen den 16. juli 2005 i § 36.
Transportfirmaet havde således ikke udvist erstatningspådragende adfærd ved ikke at foretage anmeldelse af arbejdsulykken over for Arbejdsskadestyrelsen, og den manglende rettidige anmeldelse må i det hele tilskrives Chaufførens egne forhold og Transportfirmaet blev derfor frifundet.