Pas på dig selv – også når du er på arbejde
Virksomhed frikendt i to instanser for at være skyld i chaufførs arbejdsulykke.
Af advokat Anders Hedetoft & advokat Martin Juste, Delacour Dania, Århus
Det er vigtigt at passe på sig selv, også mens man er på arbejde. Selvom de fleste er beskyttet af både lovgivning og forsikring, er det ikke ensbetydende med, at man som arbejdstager er sikret, når uheldet er ude. Det måtte en chauffør sande tilbage i 2008, da Vestre Landsret gav hans arbejdsgiver medhold i, at arbejdsulykken var et hændeligt uheld.
Det var en helt almindelig efterårsdag i 2005, da en chauffør for en større dansk handelsvirksomhed skulle læsse varer af hos en kunde i Danmark. Chaufførens lastbil var særligt indrettet, således at der var monteret en lille ståltrappe på siden af lastbilen, der gjorde det lettere at komme ind i lastbilens container for at hente varer. På den måde undgik chaufføren at skulle bruge lastbilens lift, og på den måde spare tid ved af- og pålæsning af mindre varer.
Det var bestemt ikke første gang, at chaufføren benyttede trappen. Faktisk havde han op imod 10.000 gange tidligere taget trappen op til containeren. Men denne gang gik det galt, idet chaufføren ville vende sig på den smalle trappe for at gå baglæns ned. Foden blev hængende på det skridsikre materiale, mens kroppen fortsatte rundt. Dette resulterede i et kraftigt vrid i chaufførens knæ, med en arbejdsskade til følge.
Hvem bærer ansvaret?Chaufføren anlagde herefter sag mod sin arbejdsgiver om betaling af de med arbejdsulykken forbundne udgifter og krav. Det væsentlige i en sådan sag er helt overordnet, at chaufføren skal bevise, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende i forbindelse med ulykken. Derudover er der en række almindelige erstatningsretlige betingelser, der også skal være opfyldt.
At arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende indebærer, at der er noget at bebrejde denne. Man kan lidt løst stille spørgsmålet, om ulykken ville være sket, hvis arbejdsgiveren med rimelighed havde handlet anderledes i den pågældende situation? Hvis svaret er nej, er formodningen, at arbejdsgiveren bærer et ansvar for skaden.
I den konkrete sag gjorde chaufføren gældende, at trappen på lastbilen ikke var placeret præcist ud for døren til containeren. Dette indebar en så risikofyldt indretning af arbejdspladsen, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med arbejdsmiljølovens §§ 38 og 42, der stiller krav til blandt andet indretningen og tilrettelæggelsen af arbejdet.
Det var chaufførens opfattelse, at enten burde trappen være blevet flyttet på lastbilens side, eller også skulle døren på containerne rykkes, så de passede med trappen.
Fuldt forsvarligPå den anden side gjorde arbejdsgiveren gældende, at trappens placering og udformning var korrekt og fuldt forsvarlig. Der var således ikke tale om en skade, som han var ansvarlig for, men i stedet tale om en hændelig skade, der ikke kunne forudses af arbejdsgiveren.
Både byretten og Vestre Landsret nåede frem til, at der var tale om et hændeligt uheld, som arbejdsgiveren ikke var ansvarlig for. Begge instanser fandt, at arbejdet havde været tilrettelagt forsvarligt og at arbejdspladsen har været forsvarligt indrettet, som det er påkrævet ifølge arbejdsmiljølovens §§ 38 og 42.
Der er således intet at bebrejde arbejdsgiveren, af hvilken grund han ikke var ansvarlig for den pågældende skade.
Når uheldet er udSagen illustrerer meget godt, at man som arbejdstager ikke altid er fuldt beskyttet, hvis man kommer ud for uheld på sin arbejdsplads.
Det er ikke alle uheld, man kan gardere sig imod og det er derfor vigtigt, at man som arbejdstager tager sine forholdsregler og selv tager et aktivt ansvar for at passe på. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sin arbejdsgiver opmærksom på mulige forbedringer og dermed forebygge eventuelle problemer, før de opstår.
Som dommen viser, er det et krav, at arbejdsgiveren både kunne og burde have handlet anderledes end denne faktisk gjorde.
Den konkrete dom frikendte arbejdsgiveren, men retspraksis har dog tidligere vist, at der stilles strenge krav til arbejdsgiveren i indretningen af arbejdspladsen. Man tolererer ikke halve løsninger og sikkerheden på arbejdspladsen prioriteres generelt meget højt.
Derfor gør både den ansatte og arbejdsgiveren klogt i at søge kompetent vejledning, både før og efter uheldet er ude.