23948sdkhjf

Schmitz skaber sammenhæng

Ny type hængervogntog giver Erik Petersen A/S masser af fleksibilitet i dagligdagen.

Ny type hængervogntog giver Erik Petersen A/S masser af fleksibilitet i dagligdagen.



Af Finn Bjerremand

Tiderne ændrer sig og dermed ændrer transportvirksomhedernes løsninger sig også. Nu har udviklingen i mange år gået mod flere trailere og sættevognstrækkere, mens antallet af vogntogskombinationerne på op til 18,75 meters længde har været vigende.

Men vognmandsfirmaet Erik Petersen A/S i Padborg går mod strømmen. Virksomheden har ændret sig fra at være en vognmandsvirksomhed til at være en totaltransportør med egne terminaler og eget varehotel. Samtidig har handlingen af flere parti- og stykgodsforsendelser medført, at et hængervogntog var en unik løsning, da virksomheden senest skulle anskaffe sig et nyt vogntog.

- Vogntoget skal anvendes til distribution og stykgodstransport, fortæller direktør og ejer Keld Bennick Petersen fra Erik Petersen A/S.

Hængervogntog er ikke nogen nyhed ved firmaet, der tidligere har haft flere regulære hængervogntog og i en del år har haft mange vekselladsvogntog bestående af treakslede forvogne med almindelige påhængsvogne.

Det nye vogntog er dog fyldt med gode løsninger, som gør arbejdet lettere for chaufføren og dermed mere effektivt, fordi der ikke skal anvendes så meget tid til lastning og losning.

Komplet løsning

Det gælder i særdeleshed for løsningen med gennemkørsel fra påhængsvognen og over i forvognen. En løsning, der betyder, at vogntoget ikke skal adskilles og lastes af to omgange, når der skal læsses ind fra bagenden. Løsningen anvendes allerede i stor stil og med succes af mange fragtmandsvirksomheder og bl.a. postvæsenet.

Det er dog ikke hverdagskost at Schmitz Cargobull leverer den slags komplette opbygninger til danske vognmænd.

Chassiset er en tre-akslet Volvo FM 460, der bl.a. er udstyret med Volvos kendte 13 liters motor i en Euro 5 version og Volvos suveræne I-Shift gearkasse. Ladet på forvognen og den komplette påhængsvogn er leveret af Schmitz Cargobull A/S i Padborg, hvor Søren Outzen har stået for salg og levering.

Fri gennemgang

Skal der køres igennem fra påhængsvognen til forvognen, trækkes den forskydelige trækstang ud og fordørene på påhængsvognen åbnes helt, hvorefter læssebagsmækken på forvognen kan lægges ned på kanten foran på påhængsvognen. Herefter er der fri gennemgang.

Der er dog også mange andre gode løsninger på vogntogets opbygning. Taget på begge lad, der i øvrigt er præcis lige lange, er let at åbne og skyde frem, så der også kan lastes eller losses med kran.

Både forvogn og påhængsvogn er udstyret med en opretstående Zepro lift med en kapacitet på 2,5 ton, så der kan læsses direkte fra jorden med begge køretøjer, hvis ikke der er nogen rampe. Liftene kontrolleres via trådløs fjernbetjening, så chaufføren let kan styre liftene.

Gode detaljer

Bunden i både forvognens og påhængsvognens lad er ekstra forstærket, så de kan klare de hårde påvirkninger ved mange laste og losseoperationer.

Der er også tænkt på surring af godset. I kantskinnen hele vejen rundt er der placeret optrækkelige kroge som kan anvendes til at fastholde enderne på surringsbånd. Desuden er der også aluminiumsbrædder, som virker som sider i bunden af ladene.

Presenningerne på siderne er gardinsider, som er lette at trække frem eller tilbage, ved lastning gennem siden. Gardinsiderne strammes i længderetningen med en god Schmitz-løsning i form af en strammer i bagenden med et lille håndtag, som kan drejes rundt og dermed effektivt stramme presenningen indtil siden. 12 gardinsurringer på siderne anvendes til at lukke gardinet fast, så der er helt lukket.

Spar på brændstoffet

Chassiset på den treakslede påhængsvogn er bygget helt normalt med to længdevanger og masser af tværvanger. Akselbestykningen består at tre 10 ton BPW-aksler med tromlebremser. Den forreste aksel i påhængsvognens bogie er udstyret med lift, så der kan spares både dæk og brændstof, når ikke der er behov for at anvende den tredje aksel.

Træktrianglen er udstyret med en luftstyret låsemekanisme fra VBG, som sørger for at trækstangen låses i de rigtige positioner.

Volvo-chassiset er udstyret med en elhydraulisk styrende bogieaksel, som øger fremkommeligheden ved kørsel i tæt bytrafik, snævre sving og smalle gader m.v. Begge lad er desuden udstyret med el-opladning til el-løftevogn.

Markedet er i fremgang

Schmitz Cargobull, der siden 1892 har produceret trailere og opbygninger til transportsektoren, producerede allerede for 60 år siden sine første isolerede opbygninger til transport af temperaturfølsomt gods.

Siden dengang har kølevognene med Schmitz Cargobulls kendetegnende blå elefant sat standarden på kølevognsområdet med en kombination af nye teknologier og høj kvalitet. Det har gjort Schmitz Cargobull til den førende på det europæiske marked.

Men Schmitz Cargobull leverer meget mere end køletrailere, idet virksomheden gennem årene har brugt sit know-how til videreudvikling af en lang række nye modeller.

Derudover tilbydes i dag en lang række supplementer til trailere og opbygninger: Schmitz Cargobulls egen Cargobull Telematics med omfattende datatjenester, Full-Service-Kontrakter, 24-timers reservedelslevering, et omfattende netværk af servicepartnere, brugtvognshandel og individuel finansiering.

Helskindet igennem

Hos Schmitz Cargobull i Skandinavien, er man kommet helskindet igennem krisen.

- Der er stadig langt til rekordåret i 2008, men det sidste halve år af 2009 lå vi stabilt og hver eneste måned i 2010, har vi kunnet måle fremgang i salget, siger salgsdirektør i Skandinavien, Kim Aaskov.

Schmitz Cargobull har det seneste års tid arbejdet hårdt på at forbedre og udvikle produktprogrammet for at få det tilpasset kundernes behov.

- Køretøjer, der før lå udenfor vores standard program, kan vi nu også levere, siger Kim Aaskov. Vi mærker en stor efterspørgsel på specialbyggede trailere og kombinationer. For os er det meget spændende og lærerigt og vi håber på fortsat fremgang i 2010.

Vognmandsfirma i vækst

Transportvirksomheden Erik Petersen A/S, der hører til de mindre virksomheder i branchen, er grundlagt tilbage i 1963, og beskæftiger sig med lagerhotel, distribution af stykgods, transport af partigods og full-loads samt transport af containere.

På trods af de økonomiske dårlige tider har virksomheden alligevel pæn vækst. I 2009 tog Erik Petersen A/S et nyt stort lagerhotel på 6000 kvadratmeter i brug. Det nye lagerhotel ligger på en 34.000 kvadratmeter stor grund, som ligger klos op ad motorvej E45.

Med ibrugtagningen af det nye lager råder Erik Petersen A/S i alt over 10.000 kvadratmeter lager og 50.000 kvadratmeter grund.

Det nye vogntog, som er med som Månedens Køretøj, er også en udvidelse af virksomhedens transport- og lagerforretning.

Tekniske data:

Lastvogn:

Volvo FM 460

Transmission:

Volvo I-Shift

Akselbestykning:

6x2 med styrende bogieaksel

Påhængsvogn:

Schmitz Cargobull

Type:

ASC 27/L 7.45

Chassis:

2 længdevanger

Aksler:

3 BPW 10 ton

Hjul:

6 Continental HTR 385/55 R 22,5

Bremser:

Tromlebremser

Bremseanlæg:

EBS med RSS (ESP på påhængsvogn)

Aksellift:

2. aksel løftes med luftbælg ved tomkørsel

Særligt udstyr:

Bakkamera på både forvogn og påhængsvogn

Vægtdata påhængsvogn

Total :

24.000 kg

Egenvægt:

6.400 kg

Lastevne:

17.600 kg

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079