Dyrt at sjuske med slangen
I hvert fald hvis det er en hydraulikslange.
Alt for mange slækker på kvaliteten og sjusker med rengøringen, og det går hårdt ud over maskineriets levetid.
- Der skal i virkeligheden så lidt til for at kvaliteten er i orden, og det har så store konsekvenser at sjuske med det. Alligevel oplever vi hele tiden, at virksomhederne ikke tænker i kvalitet og rengøring, men alene i pris, når de køber hydraulikslanger. I sidste ende bliver det dyrere for slutkunden, som ofte må skifte slanger på sin maskine, siger Arne Iversen, administrerende direktør i hydraulik- og transmissionsvirksomheden Dani-tech.
Han oplever, at spareiveren i de danske virksomheder jævnligt medfører, at der gås så meget på kompromis med kvaliteten af hydraulikslangerne, at man i sidste ende står med en dyrere regning – og måske endda med ødelagt materiel.
Derfor lancerer Dani-tech en kampagne, som skal oplyse om hvad kvaliteten – og især rengøringen – betyder for deres materiel i det lange løb.
- Slangerne er yderst vigtige for maskinens drift og påvirkes af mangt og meget – så pas på med kortsigtede løsninger. Det kan godt være, det sparer penge nu og her, men brugeren af maskinen betaler for det, og i sidste ende giver det jo et dårligt omdømme at levere dårlig kvalitet, siger Iversen.
Han peger på, at sjuskeriet kan koste hele maskineriet livet.
- Når du skærer og monterer hydraulikslanger, kommer der automatisk gummi og metalpartikler ind i dem. Partikler i hydraulikolien ødelægger maskineriet – og jo mere mikroskopisk det er, desto værre er det. Det kan slide pumpe, motor, ventiler og cylinder op på rekordtid, og så må man jo spørge sig selv, om de få kroner, man sparede på rengøringen, opvejer at man skal ud og investere i helt nyt udstyr flere år før tid, pointerer Arne Iversen.
Har man allerede fået ødelagt sit hydrauliksystem, leverer Dani-tech meget gerne et nyt, men det er ifølge Arne Iversen ikke pointen: Pointen er at der skal tænkes i rengøring, for det giver lang levetid på komponenter og system.