Der er gevinster at hente ved at lade sin vognmandsvirksomhed miljøcertificere.
Dansk Transport og Logistik opfordrer flere af sine medlemmer til at interessere sig for miljøcertificeringen.
- Danske transportvirksomheder står over for en stor udfordring, hvis vi skal nå EUs klima mål. Men det kan godt betale sig at tage udfordringen op, for i transportvirksomhederne går sparet brændstof og sparet CO2 hånd i hånd, og gode miljøresultater ses på bundlinjen, siger konsulent i DTL, Lisbet Hagelund.
ISO 14001, hedder miljøcertificeringen – et miljøledelsessystem, som sikrer en systematisk indsats for at reducere virksomhedens miljøbelastning. En af de DTL-virksomheder, der allerede har opnået certificeringen, er Knud Erik Heissel A/S.
- Certificeringen har fået betydning for hele virksomheden, og vi mærker tydeligt effekten, især på vores strøm- og dieselforbrug. Med vores miljøcertifikat sender vi et klart signal om, at vi tænker miljøet ind i virksomhedens profil, siger vognmand Knud Erik Heissel, Gråsten.
DTL har selv sat initiativer i gang, der skal hjælpe de danske transportvirksomheder med at blive mere klimabevidste. Bl.a. har DTL sammen med Dansk Erhverv udarbejdet brochuren ”Transportens vej til et bedre klima – 49 veje til at spare på brændstoffet”.