Energinet.dk har tildelt bølgeenergiprojekt fra Dexa Wave Energy fem millioner kroner.
Udviklingsfirmaet Dexa Wave Energy har fået fem millioner kroner fra Energinet.dk til at afprøve et bølgekraftanlæg ud for Hanstholm i 2010.
Der er tale om et forsøg, hvor Dexa Wave Energys bølgekraftmaskine i en nedskaleret udgave i forholdet 1/5 skal testes i det barske miljø i Vesterhavet.
Tidligere har Dexa Wave Energy gennemført en række tests for egne midler på Aalborg Universitet og i Limfjorden tæt på Skive.
Det skriver ing.dk.
Dexa Wave Energys anlæg, består af to flydende pontoner af beton, der er hængslet sammen. Bølgerne løfter så efter tur de to pontoner – bevægelsen udnytted via en kobling mellem pontonerne, hvor en hydraulik-cylinder presses sammen og pumper hydraulik-olie videre til en hydraulik-motor, der bruger olietrykket til trække en el-generator.
-Med skalamodellen skal vi teste virkningsgrad i sammenhæng med opscalering af konceptet, og så skal vi selvfølgelig teste vores forankringssystem og i det hele taget drift og vedligehold i så barskt et klima, siger direktør Lars Elbæk, fra Dexa Wave Energy.
Projektet er blot det seneste blandt flere bølgeenergiprojekter med base i Hanstholm, hvor havnen satser på at blive center for bølgeenergiforskning- og udvikling i Nordeuropa.