Dansk banegods tilbage på skinner
Godsvolumen på nationale danske godsbanetransporter er faldet med en femtedel på 10 år – DB Schenker Rail satser på konsolidering vil vende kurven
Konsolideringszoner er nøgleordet i DB Schenker Rail Scaninavia’s forsøg på at genvinde noget af den tabte godsvolumen på den nationale godsbanetransport.
Langt hovedparten af de godstog, der er med til at holde danske skinner blanke, køre i transit mellem Sverige og Tyskland. Indenrigstransporten på godstog i Danmark er faldet med 80 procent til 122 mio. tons på de sidste 10 år.
Dermed står den nationale danske godsbanetransport helt i skyggen af transittrafikken, der i samme periode er fordoblet til 1.387 mio. tons.
Den udvikling håber DB Schenker Rail Skandinavia – det tidligere Railion Danmark – at ændre til ny vækst i den nationale godsbanetransport, skriver dagbladet Ingeniøren.
De såkaldte ’konsolideringszoner’, hvor DB Schenker samler gods fra flere firmaer på længere togstammer, skal gøre det rentabelt at transportere godset på de forholdsvis korte strækninger, som udgør den største forhindring for jernbanens konkurreceevne i forhold til lastbilerne.
- Det er lykkedes os at lave et koncept, der gør det muligt at køre de kortere ruter ved at konsolidere store godsmængder i heltog mellem landsdelene. Derfor vil man se et andet billede, allerede på tallene for 2009, siger DB Schenkers Scandinavias adm. direktør, Stig Kyster-Hansen.
Politisk håndsrækning.
DB Schenker Rail Scandinavia – der tidligere hed Railion Danmark – har selv stået i spidsen for nedgangen i den nationale danske godsbanetransport, fordi det private selskab var nødt til at lukke en lang række tabsgivende ruter..
Stig Kyster-Hansen erkender, at DB Schenker Rail har brug for en politisk håndsrækning, hvis der for alvor skal skabes vækst i den nationale danske godsbanetransport. Han mener, at brugerafgifterne – herunder især afgiften for passage af Storebælt – skal sænkes markant, hvis der for alvor skal flyttes gods fra vej til jernbane.