Truckcenter åbner dørene
Truckcenter Midtjylland, der tidligere hed Midtland Auto, markerer navneskiftet og den omfattende modernisering af centret med et arrangement lørdag, den 17. oktober, kl. 10-16.
- Vi har investeret et betydeligt beløb i at modernisere og udbygge faciliteterne, så vi i dag fremstår som en attraktiv samarbejdspartner for landets transportvirksomheder. Derfor er det ikke uden en vis stolthed, vi kan fremvise vore mange nye tilbud. Vi er nu klædt på til at servicere lastvogne, trailere, busser og entreprenørmateriel af alle mærker, siger værkfører John Jensen.
Værkstedet ud til hovedvej A13 viser sine nye faciliteter og samtidig udstiller en række leverandører og partnere deres tilbud til transportbranchen.
Udstillerne tæller bl.a. DAF, Euromaster/Michelin, OK, Mobil, TRP, VBG og Sachs. På tilbehørsområdet fremvises Groeneveld centralsmøringsanlæg, Orlaco front- og bakkameraer samt radioer og navigation fra Kenwood. Desuden deltager Århus Tekniske Skole, der vil fortælle om EU Kvalifikationsuddannelse, Tryg Forsikring, brancheforeningerne ITD og FDE samt Silkeborg Brand & Redning, som afholder brandøvelser. Der vil også være mulighed for at prøve lastvognssimulatoren fra TSU.
Af påhængskøretøjer udstilles en Goldhofer maskintrailer, en tipsættevogn fra Reisch samt tankopbygninger fra Hobur, Hendricks og Bilcon.
Desuden kan man se nærmere på DTC-køreren Jason Watts trailer- og teltarrangement, samt veteranlastbiler og gamle personvogne.