Den østrigske Kapsch-koncern har etableret dansk selskab med henblik på afdeling i Danmark.
Koncernen tog i 2005 den strategiske beslutning at gå ind på markedet for kommerciel drift af
vejbetalingsanlæg. Kapsch står for såvel projekteringen, implementeringen og installationen af anlæg, ligesom det østrigske selskab varetager anlæggenes tekniske og kommercielle drift i samarbejde med en række datterselskaber.
Kapsch har siden august i år været repræsenteret i Danmark gennem selskabet Kapsch Telematic Services Danmark ApS (KTS Danmark). Oprettelsen af det danske datterselskab er sket i erkendelse af, at København er porten til det baltiske område og dermed til endnu et væsentligt marked.
Kapsch har dog været i landet længere end som så. Der findes nemlig allerede flere Kapsch-løsninger på det danske marked: Blandt andet er Storebæltsbroen og flere bilfærger udstyret med elektroniske enheder fra Kapsch, som er fuldt kompatible med dem på Øresundsbroen, ligesom et parkeringssystem fra Kapsch er i brug i Københavns Lufthavn.
Derudover arbejder Kapsch på at øge den økonomiske effektivitet samt integrere yderligere anvendelsesmuligheder i den kendte BroBizz – for eksempel adgang til opfyldning af benzin.