Voldsomme takststigninger på lodsning kommer især til at ramme mindre skibes anløb til mindre havne.
Når de nye lodstakster træder i kraft 1. oktober, så vil betydelige godsmængder flytte fra skib til lastbil. Det forventer man i Danske Havne, hvor man frygter at prisstigningen på lodsning vil være ødelæggende for især de mindre havnes konkurrenceevne.
»Navnlig mindre skibe til mindre havne vil blive hårdt ramt,« skriver erhvervshavnenes brancheorganisation og giver et eksempel:
»En lodsning til f.eks. Næstved Havn bliver mere end fordoblet. Skal skibet ind i den vestlige Limfjord stiger eksempelvis brolodsen ved Oddesund med 250 procent. Begge steder er der lodspligt, så skibene kan altså ikke fravælge ydelsen.«
Det er Forsvarsministeriet, der fastsætter lodstaksterne. Den store stigning skyldes, at lodsningsordningen har vist sig at være voldsomt underfinansieret.
- Pris på lodsning er forsvarsministerens ansvar. Søren Gade har valgt at lade priserne på lods til mindre skibe og mindre havne stige voldsomt. Kombinationen mindre skib til mindre havn betyder i visse tilfælde mere end en fordobling af priserne. Det gælder f.eks. den vestlige Limfjord, det sydfynske øhav og flere fjordhavne, forklarer Danske Havnes formand, borgmester Uffe Steiner Jensen, Fredericia.
Danske Havne påpeger, at prisstigningen på lodsning går stik imod alle politiske ønsker om at fremme nærsøfarten af hensyn til miljø, klima og trængsel på vejene.
En væsentlig faktor for søfartens konkurrenceevne i forhold til landevejstransporten er den samlede transportpris.
»Med de store prisstigninger på lodsninger, vil udgifterne for at få lods ombord og komme i havn komme på niveau med de skibsafgifter, skibet betaler for brug af faciliteterne til og i havn. Priser som mange havne i en lang periode har gjort sig store anstrengelser for at holde nede, fordi det er den samlede transportpris, der er afgørende for skibsfartens konkurrence-dygtighed. Det er ikke holdbart,« skriver Danske Havne.
Danske Havne påpeger, at de høje lodstakster også vil få mange skibe til at fravælge lodsning ved anløb af havne, hvor der ikke er lodspligt, til skade for sikkerheden til søs.