HMF og DC Container i nyt samarbejde
HMF Group A/S og DC Container A/S har i samarbejde udviklet nye asfaltkasser samt nye forbedringer og udvidelser til HMF’s hejseladskasse-program og desuden et større tilvalg af ekstraudstyr til de to produkter. De nye forbedringer vil give kunderne flere valgmuligheder samt nemmere og mere fleksibel tilpasning til specifikke køretøjer.
Hidtil er HMF-hejseladskasser kun blevet produceret på HMF’s egen fabrik i Rødekro. Fremover vil DC Container A/S overtage denne produktion samt produktionen af de nye asfaltkasser.
- Vi producerer ikke længere selv, men i fællesskab med DC Container. Det skaber nogle nye muligheder for at kunne tilbyde nogle ting, vi ikke kunne tidligere, siger Jakob Dyhr, der er salgschef for HMF Danmark.
Samarbejdet betyder blandt andet, at DC Container nu vil producere helt nye HMF-asfaltkasser med 2-delt hydraulisk isoleret låg. Dette har ikke været muligt før, men med DC Containers erfaring og ekspertise er det nu muligt at tilbyde produktet som nogen af de første på markedet, lyder det fra HMF. Kunderne vil desuden have mulighed for at tilvælge nye former for ekstraudstyr og forbedringer til HMF’s hejseladskasser, såsom justérbare stopmål og muligheden for tectyl-behandling af kasserne før brug.
DC Containers direktør Søren Pedersen:
- DC Container kan bidrage med erfaring; vi har udelukkende lavet containere - af alle slags - i 30 år. Derfor kan vi nogle forskellige ting med nogle forskellige materialer, og nogle nye detaljer, som måske ikke har været muligt tidligere – vi kan med andre ord gøre, at paletten bliver lidt mere farverig.
- DC Container har i forvejen et godt ry blandt vores kunder og i branchen generelt, og vi tør derfor sætte vores lid til dem. Vi har netop valgt DC, da de kan deres kram og kender branchen godt, fortsætter Jakob Dyhr.