Bliv maskinchef på vores søstærke skib Glarea
Vil du være med til at sikre og optimere driften på vores skib Glarea, som her til april gennemgår en stor opgradering i forbindelse med 5 års hovedsyn?
Og har du interesse i at arbejde sammen med en besætning på 6 kolleger, der fungerer som en lille familie på havet?
”Vi har løbende lavet opgraderinger på skibet, bl.a. med en helt ny hovedmaskine for 2 år siden. Vi går i NCC også meget op i forebyggende vedligehold, så du får et rigtig godt udgangspunkt,” fortæller rederichef Michael Sørensen.
Sæt retningen for vores drift sammen med besætningen
Vores skibe indvinder råstoffer fra havene omkring Danmark. Råstoffer, som landes på vores faste sø-pladser i Esbjerg, Århus, Avedøre og Køge samt til eksterne kunder på Falster, i København og Hanstholm.
Glarea laver ralsugning og sejler i Nordsøen med Esbjerg som basehavn og med et par laster til Hanstholm hver uge. Du kommer på havet i 2 ugers tørn efterfulgt af 2 ugers fritørn.
I hverdagen får du et tæt samarbejde med hele besætningen, hvor du:
- sørger for at gå forrest med, at I hele tiden optimerer driften
- samarbejder tæt med 1. mesteren, som du også er leder for
- sætter retningen for den daglige drift samt service og vedligehold af maskineri og produktionsudstyr i samarbejde med rederikontoret.
En ny besætning med høj stemning
På Glarea står 6 besætningsmedlemmer klar til at byde dig velkommen: 2 navigatører, én 1. mester og 3 skibsassistenter. Desuden møder du vores parallelbesætning, som vi samarbejder tæt med og overleverer til på skiftedag om onsdagen.
”Besætningen er erfaren, initiativrig og en god blanding af årgange. Der er mange gode grin, og vi går højt op i at have en god stemning og passe på hinanden som en familie på havet,” forklarer Michael.
Erfaren maskinmester eller skibsmaskinist med sønæringsbevis
”Du skal være en god holdspiller, som forstår at involvere hele besætningen i driften, så vi sammen kan optimere både skibet og den måde, vi arbejder på,” slutter Michael, som også forestiller sig, at du:
- er uddannet maskinmester eller skibsmaskinist med sønæringsbevis
- som minimum er skibsmaskinist af 1. grad og er frisk på/klar til at blive maskinchef
- gerne har en håndværksmæssig baggrund
- har gyldigt kørekort.
Udvikling og sparring gennem et kompetent bagland
Hos NCC ved vi, at vores styrke ligger hos vores kompetente medarbejdere. Derfor gør vi meget for, at vores medarbejdere kan udvikle sig sammen. Det har betydet, at vores trivselsmålinger ligger helt i top, og at vores medarbejdere har lyst til at blive hos os. Det er vi stolte af.
Vi tilbyder desuden en hyre, der følger NCC’s overenskomst med Metal Maritime.