Underviser til mekanikeruddannelsen – lastvogn
Er du en dygtig, erfaren lastvognsmekaniker, der har lyst til en helt ny rejse med dit fag? Er du stolt af dit fag og synes du, det kunne være fedt at give videre til unge elever, der så småt er begyndt at lære det at kende og også til de mere erfarne lærlinge, der er godt på vej til at mestre svendeprøven?
Så er jobbet som underviser på uddannelsen til lastvognsmekaniker sikkert interessant for dig. Vi søger ny kollega, da en af vores erfarne undervisere har takket ja til nye udfordringer i Norge.
Lidt mere om os
Vi er et hold engagerede undervisere – alle med en solid faglig baggrund og flere års tidligere erfaring fra spændende job i autobranchen.
Som undervisere på mekanikeruddannelsen har vi fokus på samarbejde, elevinddragelse og elevernes faglige og sociale potentialer, så de bliver så dygtige som muligt og godt forberedte til deres kommende profession som mekaniker på lastvognsområdet.
Vi har fingeren på pulsen i forhold til udviklingen af vores fag – særligt i lyset af nye teknologier og hastige ændringer i krav og forventninger til bæredygtighed og ressourceforbrug.
Lidt om dig
Du har svendebrev som mekaniker – lastvogn, suppleret med relevant efteruddannelse og mindst 5 års erhvervserfaring fra branchen.
Det er den optimale profil til stillingen. Hvis du har tilsvarende kompetencer, men anden uddannelse, er du meget velkommen til at ringe til afdelingsleder René Stig Jacobsen på telefon 2348 0614 for en snak om stillingen, din profil i forhold til jobbet og dine muligheder på skolen.
Som underviser kommer du til at bruge din faglighed i en professionel relation til elever, lærlinge og kursister sammen med kolleger, hvor du altid kan hente pædagogisk og faglig sparring.
I den forbindelse kan du glæde dig til at følge diplomuddannelsen i erhvervspædagogik, som bliver en god platform i dit professionsskift.
Måske har du allerede prøvet at lede unge – enten som underviser, frivillig træner eller noget helt andet.
Om ansættelsen
Stillingen er på fuldtid med løn og ansættelse ifølge Undervisningsministeriets bekendtgørelse i tjenestemandslignende stilling. Aflønning sker på basisløntrin 1-7. Begyndelsesløn forhandles efter en vurdering af blandt andet tidligere undervisningserfaring. Arbejdstiden er 37 timer pr. uge i gennemsnit inkl. pauser, hvor vi lægger vægt på fleksibilitet i planlægning og tilrettelæggelse i lyset af familievenlig personalepolitik. Hertil kommer attraktiv pensionsordning.
Hvis du ikke allerede har tilstrækkelige pædagogiske forudsætninger, skal du senest efter 4 års ansættelse have erhvervet diplomuddannelse i erhvervspædagogik eller voksenunderviseruddannelsen efter skolens vurdering. Den pædagogiske diplomuddannelse indgår i ansættelsen.