Lagerchef til internationalt værft i vækst

Kunne du tænke dig at arbejde på et professionelt skibsværft, hvor der er fokus på udvikling og vækst? Vil du tage et medansvar for virksomhedens drift og udvikling, ved at stå for lager, indkøb og samarbejdsaftaler? Og har du erfaring med at arbejde struktureret, databaseret og sikre en god drift? Så er det måske noget for dig at blive lagerchef hos P&S Shipyard!
P&S Shipyard er et innovativt skibs- og reparationsværft, hvor spidskompetencerne er dokning og reparation af skibe, samt forhandling af de anerkendte mærker CAT, MAK og Volvo Penta. Vi er en stærk og højt respekteret virksomhed i kraftig og profitabel vækst, der via viden, processer, handlekraft og avancerede teknologier leverer topprofessionelle serviceydelser af allerhøjeste kvalitet til redere i Europa.
Vi tilbyder dig
Du kommer ind i en stilling med gode udviklingsmuligheder samt dedikerede kolleger i en ambitiøs virksomhed med en god og uformel omgangstone. Vi tilbyder dig et spændende teknisk logistikjob, hvor du bliver en del af et lagerteam på 4 dygtige lagermedarbejdere, der arbejder med salg og kundeservice, fremskaffelse, lagerføring og klargøring til ordrer. Du kommer ind i en proaktiv kultur, hvor vi har fokus på at følge op på vores sager og informere vores kunder løbende, for at sikre stor kundetilfredshed – både ved produktsalg og i projekterne.
Du vil få en alsidig hverdag, hvor du står for de daglige indkøb af materialer og produkter - alt der forefindes ombord på et skib. I tæt samarbejde med projektlederne indhenter du tilbud på de forespurgte materialer og produkter til store reparationsopgaver, så vi kan afgive konkurrencedygtige tilbud, overholde deadlines, og generelt være på forkant med leverancerne til driften.
Om stillingen
Du bliver leder af afdelingen, og varetager den daglige organisering af arbejdet og den løbende udvikling af dine 4 medarbejdere. Vi har for nylig skiftet ERP-system, så en af dine hovedopgaver bliver, at få etableret et opdateret set-up i Business Central af varer, varegrupper, tekster etc., så det understøtter vores vækst.
Du får samtidig ansvaret for at forhandle, indgå og vedligeholde samarbejdsaftaler med underleverandører af varer og services. I den daglige drift er der fokus på at styre lagerværdien skarpt og undgå udgåede varer på lager, men samtidig skal du sikre, at vi har de nødvendige materialer til projekterne.
Primære arbejdsopgaver:
- Varetage den daglige ledelse af afdelingen
- Tage imod kundernes daglige forespørgsler på telefon og e-mail, vejlede og hjælpe med at finde den rigtige løsning
- Salg af produkter, udstyr og materialer til kunderne
- Indhentning af tilbud fra forskellige leverandører
- Forhandle med leverandør og sikre varer til den rette pris, bedste kvalitet og hurtigste leveringstid
- Indkøb af materialer og udstyr, så produktionen har det de skal bruge i rette mængde, i rette kvalitet og til rette pris
- Deltagelse i koordinering, tilrettelæggelse og optimering af arbejdsgange
- Oprettelse af varenummer og lokationer, og sikre et godt set-up i Business Central
- Varemodtagelse og forsendelse af varer
- Lageroptælling og statusopgørelse
- Deltagelse i strategimøder og udvikling af handlingsplaner i samarbejde med ledelsen
Din profil
Jobbet kombinerer salg, indkøb og lager, så det er vigtigt at du har kommerciel sans og er vant til at forhandle. Du skal have teknisk indsigt på et niveau, så du kan bruge den til at optimere driften, og det betyder, at indsigt i f.eks. motorer vil være en fordel. Du skal desuden have god IT-indsigt og interesse, og være vant til at arbejde med ERP systemer, gerne Navision eller Business Central.
Arbejdstiden er normalt 07:30-15:30, men vi lægger vægt på, at du er fleksibel, da det sikrer en god drift i værftet og tilfredse kunder.
Som person er du struktureret og god til at indgå i samarbejde på tværs, og kommunikere på alle niveauer internt og med kunder. Du har i dag måske et job i en lignende virksomhed eller hos en grossist, så du kender til stålplader, rør, motordele og en lang række reservedele. Det er vigtigt at du har teknisk indsigt og gode forhandlingsevner, så du kan sikre varer til den rette pris, bedste kvalitet og hurtigste leveringstid.