Mysteriet om OY 8727
Kan man skylde et bilsyn? Det spørgsmål mener vognmand Torben Hansen at kende svaret på. Men Færdselsstyrelsen fastholder afgørelse.
Af Finn Bjerremand
”Der skyldes et syn på påhængsvognen”, lød svaret, da vognmand Torben Hansen i Vejen, spurgte hvorfor en påhængsvogn indkøbt og synet i september 2008, skulle til syn igen blot få måneder senere i foråret 2009. Det var begyndelsen til en vandrehistorie, hvor Torben Hansen blev sendt grundigt rundt i bureaukrati-maskinen.
Forhistorien er følgende: Torben Hansens far, vognmand Svend Aage Hansen, der driver virksomheden HS-Transport ApS i Vejen, køber i efteråret 2008 en brugt Kel-Berg påhængsvogn og kører den selv til syn 30. oktober 2008.
Påhængsvognen kører herefter som den skal og alle er glade. Indtil der den 10. marts kommer en indkaldelse til syn.
Det forstår Torben Hansen ikke og han henvender sig til Applus, der har stået for synet. Det er en fejl, siger de hos Applus – men den kan rettes. Hans far kører senere til Applus og videre til Skats motorkontor i Haderslev og får lavet en ny registreringsattest. Nu fremgår det klart af registreringsattesten, at påhængsvognen først skal synes igen 30. oktober 2009.
Ny rykkerAlle er glade igen. Lige indtil der dukker en ny rykker op for syn af påhængsvognen. Torben Hansen tager fat i de involverede parter og ender i Færdselsstyrelsen, hvor han får at vide, at køretøjet ”skylder et syn” - og det kan der ikke ændres på.
I Styrelsen forklarer en medarbejder, at en tidligere ejer er kørt ”over” synsdatoen og derefter havde afmeldt påhængsvognen. Derfor skyldes der nu et syn.
Den 30. april modtager HS-Transport et brev fra Færdselsstyrelsen, hvor man gør rede for de indviklede forhold. I brevet hedder det bl.a. Køretøjet OY8727 er indkaldt i henhold til reglerne fastsat i kapitel 10 i bekendtgørelsen. Af den fremgår det, at et køretøj skal indkaldes til periodisk syn ud fra en fast såkaldt månedsdato. Månedsdatoen er fastsat ud fra køretøjets 1. registreringsdato eller ud fra en valgfri synsdato registreret i forbindelse med et anmeldt registreringssyn.
En påhængsvogn med totalvægt over 3500 kg., skal til syn hvert år regnet ud fra månedsdatoen, og
Pligten opfyldtFærdselsstyrelsen påpeger, at HS-Transports syn hos Applus i oktober blot er en opfyldelse af synspligten fra maj. Datoen for senere indkaldelser ændres derfor ikke.
Ovennævnte regel er gældende, uanset om køretøjet har været afmeldt i perioden mellem det indkaldte syn og indtil det blev synet. Køretøjet OY8727 blev afmeldt den 14. maj 2008. Da månedsdatoen var overskredet på dette tidspunkt, var køretøjet allerede indkaldt til syn. Det manglende syn følger altså køretøjet – også mens det er afmeldt.
Det nye syn, som køretøjet nu er i indkaldt til, er udregnet ud fra månedsdatoen i år 2009, som reglerne foreskriver. Køretøjet er således indkaldt i overensstemmelse med gældende lovgivning – og afgørelsen kan ikke indbringes for transportministeren eller anden administrativ myndighed, påpeger Færdselsstyrelsen.
SnydtMen vognmand Torben Hansen føler sig godt og grundigt snydt.
- Vi kører ikke til syn med påhængsvognen. Vi har en registreringsattest, hvoraf det klart fremgår, at påhængsvognen først skal synes igen den 30. oktober i år, og for mig er et periodisk syn gældende i 12 måneder.
Han peger på, at det af §56 fremgår, at en synsindkaldelse bortfalder, når køretøjet har været til syn. – Men når vi kontakter Centralregisteret henviser de til Færdselsstyrelsen, der ved henvendelse henviser til Centralregisteret, siger Torben Hansen.
Vognmanden har nu sat sin organisation Dansk Transport & Logistik på sagen, for at få ændret Færdselsstyrelsens afgørelse.
fba@transinform.com