Slap fri: Vognmænd fik i Sø- og Handelsretten medhold i, at de ikke var bundet af konkurrenceklausul.

Normalt er en aftale en aftale, hvis den ellers kan bevises og det med beviset er som regel hjulpet bedst på vej, hvis aftalen er nedfældet på skrift eller endnu bedre, hvis den er underskrevet af parterne.

Selv i de tilfælde, hvor en aftale er en aftale og kan bevises, er det ikke sikkert, at den alligevel holder ”hele vejen hjem”, idet vi i dansk ret og særligt i aftaleloven har forskellige bestemmelser, som har til hensigt at forhindre, at den kloge narrer den mindre klogt, eller at aftaler, der efter domstolenes opfattelse kan betragtes som ”urimelige” kan tilsidesættes helt eller delvist uanset hvem af parterne, der som udgangspunkt betragtes som den klogeste.

Aftaleloven har i § 36 den såkaldte generalklausul, der er en slags opsamlingsbestemmelse for aftale-lovens øvrige ugyldighedsregler:

Det er værd at understrege, at den tilsidesættelse, der kan ske af aftalen, kun kan foretages af domstolene og dermed naturligvis ikke af en af parterne efter eget valg.

Principperne i bestemmelsen har lige været i brug i en dom afsagt af Sø- og Handelsretten den 27. august i en sag, hvor et kurerfirma havde nedlagt påstand om en godtgørelse på 250.000 kr. fra nogle vognmænd, som et kurerfirma havde opsagt, fordi det havde mistet kørslen i 2005 for kurerfirmaets største og altdominerende kunde - et internationalt transportfirma.

Vognmandskontrakten indeholdt en bestemmelse om, at den kunne opsiges med 1 måneds varsel, at der var en prøveperiode, og at kontrakten kunne opsiges med øjeblikkelig virkning, såfremt kurerfirmaet mistede arbejdet for den store kunde - i hvert fald hvis det skete inden for prøveperioden.

Endvidere indeholdt et tillæg til en kontrakt en konkurrenceklausul på 2 år, som afskar det man i den hjemmelavede kontrakt kaldte ”illoyal konkurrence” og denne illoyale konkurrence, der var sanktioneret med en bod på 250.000 kr., blev bl.a. betegnet som illoyal konkurrence, men ikke begrænset til, misbrug af oplysninger eller viden erhvervet under samarbejdet vedrørende forretningskoncept, kunder, produkter samt goodwill-snylteri.

Særligt forpligter vognmanden sig med nærværende aftale, til at afstå fra under nogen form at tage kontakt til og udføre opgaver for det internationale transportfirma. Vognmanden forpligter sig endvidere til ikke at have nogen direkte eller indirekte økonomiske samarbejde med det internationale transportfirma eller virksomheder eller personer, som konkurrerer med denne. Det er derfor vognmanden forbudt i en periode på 2 år efter samarbejdets ophør at udføre arbejde for eller på anden måde bistå det internationale transportfirma, som vognmanden har haft en forretningsmæssig forbindelse med i kraft af samarbejdet med kurerfirmaet.

I Sø- og Handelsretten anførte kurerfirmaets advokat bl.a. at vognmændene var bundet af konkurrenceklausulen, som ikke urimelig, idet vognmændene havde overtrådt klausulen ved at påtage sig et arbejde for den store internationale kunde, som kurerfirmaet selv arbejdede på at få en ny aftale med, og at de muligheder blev ødelagt, da vognmændene tog arbejde hos en af kurerfirmaets danske konkurrenter, som havde og fik kørsel for det internationale transportfirma.

Det var kurerfirmaets synspunkt, at man ikke havde misligholdt kontrakten selv, idet der var givet oplysning til vognmænd om, at der ikke var mere arbejde, da kontrakten med den internationale transportør ikke blev forlænget, og idet vognmændene i øvrigt ikke havde krav på betaling, når de ikke var i arbejde.

Sø- og Handelsretten startede med at henvise til, at kontrakten blev opsagt af kurerfirmaet med blot to dages varsel og ikke som aftalt i kontrakten med et varsel på mindst en måned. Baggrunden herfor var, at kurerfirmaet efter at have mistet kontrakten med det internationale transportfirma ikke længere kunne anvise vognmændene det aftalte indtægtsgivende arbejde for det internationale transport-firma. Herved misligholdt kurerfirmaet imidlertid sin kontrakt med de sagsøgte vognmænd.

De sagsøgte vognmænd stod således i den opsigelsesperiode, hvor de ved kontrakten var sikret et udkomme, mens de ledte efter andet arbejde, uden indtægtsgrundlag, og det blev lagt til grund, at de blot søgte at opretholde deres levevej ved i januar måned 2006 – de fleste sagsøgte først efter et møde foranlediget af det konkurrerende kurerfirma den 16. januar 2006 – at levere de tjenesteydelser, som de hidtil havde leveret til kurerfirmaet til det konkurrerende kurerfirma, som i det kommende år havde fået kontrakten med det internationale transportfirma, og som derfor havde behov for bistand af vognmænd med udstyr til og erfaring i kurertjeneste.

Sø- og Handelsretten lagde endvidere til grund, at kurerfirmaet i januar måned 2006 ikke havde nogen udsigt til at få forlænget den kontrakt med det internationale transportfirma, som var baggrunden for, at kurerfirmaet havde krævet, at vognmændene påtog sig konkurrenceklausulen.

Herefter, og idet det var ubestridt, at de sagsøgte ikke havde medansvar for, at kurerfirmaet mistede kontrakten med det internationale transportfirma, blev de sagsøgte vognmænds adfærd af retten og under de foreliggende omstændigheder vurderet til ikke at kunne takseres som illoyal konkurrence i forhold til kurer-firmaet.

Retten bemærkede i den forbindelse, at konkurrenceklausulen ved en umiddelbar læsning vel kunne forekomme særdeles vidtgående ved at forbyde enhver form for samarbejde mellem vognmænd og personer eller virksomheder, der samarbejdede eller konkurrerede med det internationale transportfirma, men at den dog ved en indskrænkende fortolkning mod affatteren (det var kurerfirmaet, der havde lavet kontrakten) og til gunst for den bebyrdede (vognmændene) måtte antages alene at forbyde sådanne handlinger, hvis de indebar illoyal konkurrence og retten gik i den forbindelse ind og fortolkede stort set hvert ord i kontrakten for sig.

Ved vurderingen lagde retten endvidere vægt på, at de sagsøgte vognmænd ikke modtog nogen form for betaling for at påtage sig konkurrenceklausulen, at den blev forelagt dem til underskrift uden, at de fik uvildig rådgivning om indholdet af de forpligtelser, de herved påtog sig, at der ikke fandt nogen form for forhandling sted, og at de sagsøgte vognmænd af kurerfirmaet blev sat i en ”take it or leave it” situation, hvor de fik valget mellem at acceptere klausulen i den udformning, som på egen hånd havde givet den, eller at miste hele deres indtægtsgrundlag. Klausulen var endvidere usædvanligt langvarig og indeholdt ingen geografisk begrænsning, ligesom den konventionalbod, der skulle betales

ved overtrædelse, forekom ganske uproportional. Kurerfirmaet havde da heller ikke søgt at håndhæve konkurrenceklausulen ved at begære nedlæggelse af fogedforbud.

Herefter fandtes det, i hvert fald under de foreliggende omstændigheder, urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre konkurrenceklausulen gældende over for de sagsøgte vognmænd, der således frifandtes.