Aftale med de faglige organisationer betyder at CMP kan tilpasse medarbejderstyrken ad frivillighedens vej efter dyk i omsætningen af biler.
Copenhagen Malmö Port (CMP) varslede for nyligt fyringer for at tilpasse antallet af ansatte efter en kraftig nedgang i handlingen af biler. Men fyringsvarslet trækkes nu tilbage efter CMP har indgået en aftale med de faglige organisationer, som gør det unødvendigt at nedlægge 15 stillinger.
Aftalen indebærer en ændret arbejdstilrettelæggelse og tilbud om pension til ældre medarbejdere.
- Vi har haft en positiv dialog med vore faglige organisationer, og det er lykkedes at indgå en konstruktiv aftale, som er tilfredsstillende for begge parter, siger Lars Karlsson, adm. direktør for CMP.
- Aftalen tilpasser antallet af medarbejdere til de faktiske opgaver, og vi er glade for at kunne beholde dygtige medarbejdere. Bilimporten er meget konjunkturfølsom, og vi var nødt til at reagere på det faldende bilsalg. Lige nu oplever vi meget store udsving i de forskellige varetyper, som vi håndterer. Samlet set regner jeg med, at godsomsætningen i 2008 bliver på samme niveau som sidste år, siger Lars Karlsson.