Værkførerassistent Kurt Olsen hos Scania Biler A/S i Erritsø ved Fredericia kunne i går fejre 40 års jubilæum.
Inden Kurt Olesen begyndte hos det daværende Diesel-Gaarden, havde han adskillige års karriere som ”kontornusser” bag sig.
Han startede nemlig i en tidlig alder og kom direkte fra skolen til en læreplads hos Huchs Maskinfabrik i Fredericia. Godt 4 år efter var han udlært kontorassistent, og så kaldte værnepligten med 16 måneder som fodtusse i Fredericia.
Næste stop var Fredericia Motor Compagni, der var en ”blandet landhandel” med bl.a. lastbilværksted, forhandling af traktorer og mejetærskere samt import af Lada personbiler.
Efter fire år trængte Kurt dog til luftforandring, og da han havde hørt om et byggeri af et Scania-Vabis værksted i Erritsø, søgte han job i Diesel-Gaarden og kom i audiens hos selveste Viggo Carstensen.
Kurt fik jobbet som kontormand, og efter 6 ugers introduktion på hovedkontoret i Haderslev var han klar til at starte Erritsø-afdelingen op sammen 8-9 andre medarbejdere.