I august 2008 blev der indregistreret i alt 517 nye lastbiler.
Det er 8,7 procent færre end i august 2007. Der er ifølge De danske Bilimportører i årets første 8 måneder indregistreret 3,7 procent færre nye lastbiler end i samme periode sidste år.
Nyindregistreringer af varebiler faldt ligeledes i august i sammenligning med samme måned sidste år. Der er i august således indregistreret 27,4 procent færre nye varebiler end i august måned 2007, og dermed fortsætter de seneste måneders fald.
- Salget af varebiler er bl.a. påvirket af en stor usikkerhed blandt private købere omkring reglerne for privat brug af gulpladebiler. Vi oplever, at mange er i tvivl om reglerne og, at det afholder dem fra at købe en varebil til privat brug. Samtidig påvirker den økonomiske uro i øjeblikket naturligvis også varebilssalget, da en stor del af salget sker til erhvervslivet, siger adm. direktør, Bent Mikkelsen, De danske Bilimportører.
Appetitten på nye personbiler er også på retur. Salget af nye personbiler faldt i august måned med 15,2 procent sammenlignet med august 2007. I de første 8 måneder af 2008 er der dog samlet set solgt 4 procent flere personbiler end i samme periode sidste år.