Miljø og brændstofforbrug er i centrum på IAA-messen
Verdens ubetinget største producent af kommercielle køretøjer Daimler indledte IAA-messen i Hannover. Det var ikke overraskende dieselforbrug og miljø, der var det gennemgående tema i CEO Andreas Renschlers tale.
Daimler-koncernen, der allerede har en række innovative produkter på markedet som Mitsubishi Fuso Canter Eco Hybrid, præsenterer konceptbiler som Mercedes Econic NGT Hybrid – der kombinerer el-drift med naturgas drevet forbrændingsmotor, der angiveligt skal være den reneste hybrid-teknologi til dato.
Koncernen er også klar med mere konventionelle køretøjsløsninger, hvor fokus ligger på højst mulig udnyttelse af brændstoffet, som en Mercedes Vito Blue Efficency, hvor ikke kun motor og transmission er optimeret til at køre længst muligt på literen. Rulle- og vindmodstand har også fået ekstra opmærksomhed, hvilket lover reduktion af brændstofforbruget med op til to liter diesel per 100 kilometer.
Andreas Renschler fastslog, at transportindustrien gennemgår betydelige omvæltninger i disse år, samtidig med at efterspørgslen efter eksempelvis godstransport ikke viser tegn på opbremsning. Selv på et lavvækst marked som det tyske, vil godstransportarbejdet stige med 70 procent frem til 2020 ifølge Forbundstrafikministeriets prognoser.
- Udviklingen går mange gange hurtigere på markeder som det kinesiske, hvor godsvæksten er tocifret hver år. Det udgør en stor udfordring for både industrien og infrastrukturen. Godsvæksten og den økonomiske vækst er direkte sammenhængende. Derfor er det vigtigt at fastslå, at der ikke er behov for forbud mod overhaling for lastbiler på motorvejene, køreforbud på bestemte tidspunkter eller andre begrænsninger. Det der er behov for er teknologiske fremskridt. Alle erfaringer viser, at innovation er den bedste forretningsplan, sagde Andreas Renschler.