E-freight er IATAs helt store flagskib, der skal skrælle papiret af luftfragten - nu er processen også i gang i Skandinavien.
Papiret er på vej ud. Med e-freight håber den internationale luftfart, at alle luftfragtforsendelser ved afslutningen af 2010 skal kunne håndteres uden dynger af Air Waybills, House Waybills, Masters osv.
Og det betyder ikke så lidt i sparet papir: Faktisk svarer det til 39 fyldte Boeing 747-400 fragtfly hvert år. Men det måske endnu mere afgørende er, at det vil spare tidsforbrug, øge kvaliteten af data og fjerne de mange flaskehalse, der i dag holder luftfragt på jorden.
Hvis alle led i logistikkæden er ”oppe at køre” på e-fragten ved udgangen af 2010, vil der globalt kunne spares omkring 1,2 milliarder US dollars pr. år, vurderer branchen.
Skandinavien er nu fint med i den globale proces. Første land, der tog hul på fremtiden, var Sverige.
I Norge er e-freight også flyvende og i Danmark startes e-freight op her efter sommerferien.
- Jeg er overbevist om, at man meget hurtigt vil se de mange fordele, der knytter sig til e-freight – og sætte fart i udviklingen frem mod luftfragt uden papir, siger Anders Hundahl.
Læs mere i Danmarks Transport-Tidende i denne uge – eller gå ind på www.transporttidende.com