En, to, tre: ITD foretager hvert kvartal en tælling af de lastbiler, der kører ind i Danmark. Værdifuldt materiale opsamles ved grænserne.
Af Gwyn NissenStadig flere lastbiler kører over den dansk-tyske grænse ind i Danmark. Kun godt hver femte lastbil, der kører over grænserne til Danmark er dansk. Antallet af tyske lastbiler, der kører ind i Danmark stiger.
Når nyheder som med mellemrum dukker op i den danske presse, så skyldes det, at International Transport Danmark foretager kvartalsvise trafiktællinger ved grænserne til Danmark.
Baggrunden for tællingerne er, at der tidligere kunne laves opgørelser ud fra toldpapirerne. Men i takt med at Danmark blev en del af det indre marked i EU og Schengen-samarbejdet, forsvandt tolderne, toldpapirerne og dermed et værdifuldt statistisk materiale.
International Transport Danmark overtog opgaven med tællingerne ved grænsen, og fik Institut for Transportstudier til at gennemføre opgaven. Da instituttet lukkede i foråret, flyttede opgaven med instituttets leder Lars Dagnæs til Force Technology i Vejen.
- Selv om det er os, der bestiller, vil vi gerne have, at tællingerne laves af en uvildig instans – det borger for en vis validitet, siger analytiker Lone Niebuhr fra ITD.
Øget videnOvertagelsen af tællingerne har givet branchen øget indsigt i trafikstrømmene i forhold til før, idet tællingerne konstant videreudvikles.
I takt med, at stadig flere danske virksomheder har udflaget deres lastbiler, holder tællerne for eksempel øje med, hvor mange danskejede lastbiler der kører på udenlandske plader.
- Og når modulvogntogsforsøget går i gang, så vil vi også tælle dem, siger Lone Niebuhr.
ITD bruger konjunkturindekset som indikator for udviklingen på transportområdet - og derved lastbilens betydning for samfundet.
- Helt specifikt er vi også meget interesseret i udviklingen i markedsfordelingen, der siger noget om de danske transportørers markedsvilkår, siger Lone Niebuhr.
Flere grænserVed landegrænsen i Frøslev (motorvejen) og Padborg (landevejen) tæller to tidligere toldere trafikken, men der tælles også på Øresundsbroen og på færgeselskabernes Femern- og Øresundsforbindelser.
- Vi ville også gerne have haft tællinger ved Esbjerg og på Norge/Sverige-forbindelserne fra Nordjylland, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre, siger Lone Niebuhr.
gwyn.nissen@transporttidende.com