Branchen kræver flere penge til infrastrukturen.
Af Gwyn NissenSpecielt på ét område har de europæiske politikere et fælles problem: Trængslen på de europæiske veje vokser og politikerne har svært ved at skaffe penge til de nødvendige investeringer.
- Danmark har langt fra tilført de resurser, der skal til i infrastrukturen, siger direktør i Dansk Transport og Logistik, Erik Østergaard.
Han peger på, at Danmark dels har skubbet vedligehold af det eksisterende vejnet foran sig, og samtidig forsømt, at investere i ny infrastruktur for at undgå flaskehalse.
- For mig er det ikke et spørgsmål om enten/eller med om både/og. Vi skal både investere i øget kollektiv trafik og i nye veje. I skinner og vejnet, siger Østergaard, der understreger nødvendigheden af, at tage diskussionerne separat for de enkelte trafiktyper.
- Adfærdsmønstret for private er helt anderledes end det for en lastbil, der kører varer til Netto på Nørreport. Politikerne er nødt til, at se på, hvilke ændrede adfærdsmønstre de ønsker. Vi skal bare stadigvæk kunne levere varen og for os som for de private gælder, at der skal være alternativer.
Sammenhæng- Begynder politikerne at pille ved skruerne, skal de vide, at det hele er et meget fintmasket net, som hænger sammen. Inden man flytter trafik fra et sted til et andet, skal man være sikker på, hvad der sker, siger Erik Østergaard.
Han advarer således mod, at skabe mindre mobilitet i det danske samfund på et tidspunkt, hvor der er rekordhøj beskæftigelse og derfor brug for al arbejdskraft.
Michael Svane, der er direktør i DI Traspport, advarer ligeledes danske politikere mod at gøre udlandet følgeskab:
- Man skal ikke bare pille lastbilerne ud og pålægge dem en række afgifter for at skaffe finansiering. Det er vigtigt, at kigge på, om afgifter er den rigtige måde at løse de trafikale problemer på.
DI-direktøren understreger, at transporten i forvejen lægger mange penge i statskassen – mange flere, end politikerne i dag bruger på infrastrukturen.
- Så længe det er situationen, vil ekstra-afgifter være en svær pille at sluge for branchen, siger Michael Svane.
Han opfordrer politikerne, til at sætte skub i OPP-projekter, hvor det offentlige går sammen med private investorer:
Få to kroner igen- Den model har været sund og fornuftig i forbindelse med brobyggerierne, og jeg kunne forestille mig, at den kan anvendes på for eksempel havnetunnellerne i Århus og København, en Kattegat-bro eller andre projekter.
Infrastruktur koster penge, påpeger Michael Svane, men en god infrastruktur giver også pengene igen.
- I USA er der lavet beregninger, der viser, at hver gang du investerer en krone i infrastruktur, får du knap to kroner igen i samfundsværdi. Det regnestykke bør man holde sig for øje, siger Michael Svane.