Den danske transportsektor kan score på grøn transport – der er ingen grund til at gemme sig.
Af Gwyn NissenMed København og Danmark som vært for det kommende miljøtopmøde i 2009 er der herhjemme kommet ekstra politisk fokus på miljøet – ikke mindst når det gælder transport.
- Det bliver spændende at se, hvilke virkemidler politikerne vælger, at tage i brug, for at reducere CO2-udslippet, siger Erik Østergaard. Uanset hvilken transportform man vælger – til søs, i luften, banen eller bil – så er det forbundet med et brændstofforbrug.
Han hæfter sig dog ved, at det er stadig mere åbenlyst for ministre og politikere, at transport er en afgørende forudsætning for at samfundet kan fungere effektivt.
- Ja, vi bruger energi og er i en lang årrække afhængig af fossile brændstoffer. Men der er altså en lang række sektorer, der er nemmere, at gå ind i, hvis man vil reducere CO2-udslippet. Man skal huske, at vognmandsbranchen trods stigende transportarbejde har formået, at reducere emissionerne markant, siger Erik Østergaard.
Klimadebatten skal ses som en mulighed for danske vognmænd - og ikke kun en trussel. Det er nemlig ikke kun politikerne, som sætter klimaet på dagsordenen. Også de store virksomheder sætter deres aftryk, ved at skele til klimabelastningen i alle led, mener Michael Svane, direktør i DI Transport. - Vi møder det også i investeringsmarkedet, hvor især de amerikanske pensionskasser stiller skrappere krav til klimastrategier og hvad virksomheder gør for at reducere belastningen, før de vil investere i dem, påpeger DI-direktøren. Der er danske virksomheder, som allerede i dag får noget ud af, at de arbejder målbevidst for et bedre klima og samtidig har skabet et effektivt transportsystem.
Men der skal ikke mindst ske noget på købersiden, før den grønne transport for alvor slår igennem.
- I dag ser mange transportkøbere – også det offentlige i deres udbudsrunder - først på prisen og derefter på andre forhold som for eksempel miljø. Den udvikling skal vendes: Først skal de grundlæggende ting være i orden og virksomheden skal leve op til dem med punkt og prikke. Når det er på plads, så kan man begynde at kigge på prisen.