Thomas Højmark etablerede eget følgebilsfirma og ledsager mange vindmølletransporter.
Af Finn BjerremandEfter 8-9 år som chauffør valgte Thomas Højmark, Nørager, i 2005 at blive selvstændig med egen følgebil.
- Jeg fik først tilbudt et job hos et andet følgebilsfirma, hvor jeg kørte i tre måneder. Herefter fik jeg tilbudt, at købe en billig kassevogn på gunstige betingelser af min far – og det kunne jeg ikke sige nej til, fortæller Thomas Højmark.
Det gav ham en god start, og han begyndte, at køre for nogle af sine kolleger i branchen, der af forskellige årsager ikke længere er i erhvervet.
- På et tidspunkt i 2005 fik jeg kontakt til Hjortdal Specialtransport og siden har jeg næsten udelukkende kørt eskorte for dem. De er meget behagelige at køre for, og samarbejdet fungerer godt, siger Thomas Højmark.
Han er godt tilfreds med samarbejdet med Frank Nørager & Co A/S.
- Når man gør et hæderligt stykke arbejde, undgår man utak og bøvl, siger Thomas Højmark om sine eskorteringsopgaver.
Thomas Højmark kører i både Danmark og Sverige:
- Der er kun kommet flere opgaver siden jeg etablerede min forretning, så jeg ser med tiltro på fremtiden.
Den nordjyske følgebilsoperatør er meget godt tilfreds med de nye regler omkring indretning af følgebiler, så man i dag kan have sin egen seng med i følgebilen - uden at det giver problemer med Skat.
Men Thomas Højmark savner dog stadig klare retningslinier for, hvad en følgebilsfører må, og hvordan man skal operere med en følgebil under eskorteopgaver.