23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Jysk vognmand øst for Storebælt

Jes Dornhoff tog springet fra chauffør til vognmand i 2004.

Jes Dornhoff tog springet fra chauffør til vognmand i 2004.

Af Lars Lassen

JEDO Transport i Målev er en ung vognmandsvirksomhed, der spænder usædvanligt vidt. Lastbilflåden består af fire trækkere, hvor en kører med olie og benzin for Skanol, to trækkere kører køletransport til Sverige for Andreas Andresen, mens den sidste kører stykgods for Frode Laursen i Danmark og Sydsverige.

- Det er rart, at forretningen er fordelt på flere kunder. Så er man ikke så afhængig og sårbar, forklarer Jes Dornhoff, 44 år, der sammen med datteren Camilla tager imod på virksomhedens lille hyggelige kontor i baghuset ved familiens ejendom.

Han begyndte selv som fragtmandschauffør som 18-årig for vognmanden Ebbe Gade hjemme på Mors. Efter flere forskellige chaufførjobs havnede han hos Shell i Fredericia, hvor han begyndte at køre tankbil. Herefter kom han til at køre for Skanol, der efter 3 år. tilbød ham, at etablere egen vognmandsforretning.

- Jeg havde tænkt på at blive vognmand i mange år, men aldrig turdet tage springet. Jeg var blevet 39 og vidste, at hvis det skulle være, så var det nu. Det var det nødvendige puf og det har jeg ikke fortrudt, siger Jes Dornhoff med umiskendelig jysk accent.

Han flyttede til Sjælland for at være tættere på datteren Camilla, der var fulgt med Jes Dornhoffs ekskone.

Vækst

Den nyslåede vognmand fik leveret tankvognstrækkeren – en Scania 420 - 6. februar 2004. Allerede seks uger senere kom bil nummer to til, da han fik kontrakt med Frode Laursen – via Skanol, hvor Frode Laursen sidder på en stor aktiepost – på stykgodskørsel mellem Danmark og Sydsverige. En bil der udelukkende kører om natten.

- Jeg har fravalgt, at lade den køre både nat og dag. Bilen vil komme til at køre mindst dobbelt så mange kilometer, men jeg vil ikke komme til at tjene det dobbelte. Samtidig vil det slide forholdsmæssigt mere, at køre med to chauffører, siger Jes Dornhoff.

Siden er flådet vokset med yderligere de to trækkere, der kører køletransporter for Andreas Andresen til Sverige.

De kører typisk til destinationer som Gøteborg og Stockholm, men JEDO har da haft biler så langt nord på som til Umeå. Det sker også, at der køres til Norge.

Flåden

Lastvognsflåden – der består af leasede biler, der er anskaffet fra nye af – består af to Scania 420 og to Scania R500. De tre ældste er Euro3 biler, mens den nyeste er Euro5.

- Euro3 bilerne skal have filter på eller skiftes ud i 2010, hvis vi fortsat skal kunne køre i miljøzonen, siger Jes Dornhoff.

Han får hjælp til regnskab af hustruen Christel – der også passer et fuldtidsjob ved siden af.

JEDO Tranport har netop investeret i et GPS-baseret flådestyringssystem fra Falck. Sirius-systemet fungerer dels som dokumentation over for kunderne og dels som en sikkerhed for chaufførerne.

- Det er utroligt rart, at man altid kan se, hvor bilerne befinder sig henne, hvis der sker noget. Vi har heldigvis været forskånet for alvorlige problemer, men vi har haft indbrud i to-tre trailere i Sverige, så det handler først og fremmest om tryghed for chaufførerne, selv om de i starten opfatter det som overvågning af dem, siger Jes Dornhoff.

Opbremsning

Jes Dornhoff har også mærket, at efterspørgslen på transport er dalet det sidste års tid.

- Vi har da oplevet, at en enkelt af eksportbilerne har stået stille en dag her og der i løbet af sommeren. Tankbilen har naturligvis været ramt, af de høje oliepriser. Kunderne har simpelthen bestilt mindre. Men da olieprisen begyndte at falde igen i slutningen af juli, kunne vi med det samme se det på ordretilgangen, siger Jes Dornhoff.

Han lægger ikke skjul på, at springet til vognmand har budt på mange overraskelser, selv om han både havde to årtiers chaufførerfaring og et vognmandskursus med i bagagen.

- Vognmandskurset har været guld værd. Men der er meget, man skal lære hen ad vejen, siger Jes Dornhoff.

Den største udfordring, har været at skaffe chauffører med den rette indstilling.

- Vi har et godt ry som arbejdsplads, så jeg har aldrig manglet ansøgere. Men mine chauffører skal i meget høj grad selv styre deres arbejdsdag i samarbejde med kunden. Det har jeg oplevet, at der er mange, især yngre chauffører, som har svært ved selv at tage ansvar. Og det dur altså ikke, siger Jess Dornhoff.

Han understreger, at han også har haft meget positive erfaringer med nye chauffører. En enkelt har dog imponeret særligt.

- Jeg må indrømme, at Camilla har overrasket meget positivt, fordi hun hele tiden er villig til at lære og gøre tingene bedre, siger den tydeligt stolte fader.

- Jeg troede at jeg ville få særbehandling her hos far, men jeg er blevet klogere, kommenterer Camilla Dornhoff.

Fremtiden

Når man spørger Jes Dornhoff, hvordan hans virksomhed ser ud om fem år, bliver han stille et øjeblik.

- Det afhænger naturligvis af konjunkturerne. Hvis det går fornuftigt, så vil vi køre med 5-6 biler. Kommer der gang i samfundsøkonomien, så kører vi måske med otte, siger Jes Dornhoff, der gerne vil brede forretningen til andre nicher.

- Jeg har overvejet, at anskaffe en kranlastvogn. Men byggeriet er gået i stå, så det er ikke aktuelt lige nu. Den største udfordring bliver, at kunne fastholde de rigtige chauffører og tiltrække nye med de rette kvalifikationer. Det er det allerede i dag og det bliver ikke anderledes i fremtiden, sige Jes Dornhoff.

Når man spørger Jes Dornhoff, hvad han laver i sin fritid, så er svaret klart.

- Den smule fritid, jeg har bruger jeg sammen med familien. Jeg er på hele tiden og man kan altså ikke kaste sig ud i det her uden af have fuld opbakning fra familien. Derfor er hobbyer også noget, der hører fortiden til, ler Jes Dornhoff.

Camilla overrasker både sin far og kunderne

Camilla Dornhoff har lagt studenterhuen på hylden til fordel for chaufførkasketten – indtil videre.

20-årige Camilla Dornhoff har kørt JEDO Transports enlige tankvognstrækker, der kører for Skanol, siden november sidste år.

- Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave efter gymnasiet. Så jeg kunne lige så godt hjælpe min far og prøve noget nyt, forklarer Camilla Dornhoff.

Udrustet med den nødvendige chaufføruddannelse, truckcertifikat, samt naturligvis de nødvendige kurser i farligt gods og brændstoftransport fik hun et par ugers praktisk oplæring i tankbilen, inden hun fik lov til at stå på egne ben i et chaufførjob, hvor kvinder i endnu højere grad end andre steder er en sjældenhed.

- Det er tungt arbejde og det har helt klart været den største udfordring – især i starten, erkender Camilla Dornhoff.

- Der er da mange, som bliver overrasket, når de ser, at det er en pige, der kommer. Men jeg er blevet positivt modtaget over alt. Men selv om det tit er en fordel, at være en pige i et så mandsdomineret miljø, så forventer kunden nøjagtig den samme service som fra en mandlig chauffør. Og det får de naturligvis, siger Camilla Dornhof med stilfærdig selvsikkerhed.

Fremtiden

Hun ved ikke, hvor længe hun vil fortsætte bag rattet.

- Nu prøver jeg det her et par år eller tre. Så må jeg se, om jeg vil læse videre, siger Camilla Dornhoff. Tanken om at overtage vognmandsforretningen fra far virker dog ikke tillokkende.

- Nå jeg ser på min far, så går der simpelthen alt for mange timer med at drive virksomheden, siger Camilla Dornhoff og tøver lidt:

- Men jeg kunne måske godt tænke mig at købe min egen lastvogn og køre selv.

ll@transinform.com
BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|instance-web04