Tænk, hele verdens foretrukne søgemaskine, Google, har kun lige rundet de ti år.
Tænk, hele verdens foretrukne søgemaskine, Google, har kun lige rundet de ti år. For mig synes det en ”evighed” siden, vi begyndte at google os til den ene mere eller mindre nyttige oplysning end den anden. Det som startede som to nørders arbejde for at lege lidt, er blevet til et verdensomspændende forretningsimperium, der omsætter for 83 milliarder kroner om året.
Vi er blevet klogere på vore børns/ægtefælles/søskendes sygdomme, vi henter opskrifter på mad, eller vi indhenter viden, som vi måske retteligen ikke behøver fylde ”harddisken” op med. Der findes vel næppe én person, der har computer, som ikke på et eller andet tidspunkt har googlet oplysninger. Internettet har gjort verden mindre og adgang til information uendeligt meget lettere. Der kan nok ikke herske tvivl om, at de gode gammeldags leksika i bogform kommer til at lide en krank skæbne (hvad skal vi så i øvrigt fylde vore bogreoler op med?).
Da vi jo – jeg fristes til at sige igen – har fået ny transportminister, har jeg også benyttet Google for at søge på danske trafik/transportministre gennem de godt og vel 20 år, jeg har været i denne branche. Google sendte mig på rette vej via det omfattende online-leksikon Wikipedia.
Der har været ikke mindre end 15 ministre i den periode. Og indenfor det sidste år – helt nøjagtigt fra 12.09.2007 til 10.9.2008 - har fire ministre stået i spidsen for et af Danmarks største erhverv.
Flemming Hansen, som jo stoppede i september 2007, hører med sine syv års regeringsperiode til de mere langvarige.
Mange husker måske også en Ritt Bjerregaard, der for år tilbage i en socialdemokratisk regering, foragteligt takkede nej til posten som trafikminister – om det var fordi hun var for fin - eller ikke magtede opgaven, må vi lade op til den enkelte læser selv at tage stilling til.
Ja, man kunne fristes til at antage, at det ministerium er så lidt vægtet, at man skifter ud efter forgodtbefindende, for at ministerkabalen kan gå op.
For ganske vist ved man jo godt, at det er embedsmændene, der i princippet styrer ministerierne. Men den enkelte minister vil vel også gerne have sat sit fingeraftryk i hans/hendes ministerperiode. Og en ministers vigtigste funktion må alt andet lige også være at agere politisk og ikke sidde som administrator. Lad embedsmændene om det.
Når det er sagt, vil vi da hilse Lars Barfoed varmt velkommen tilbage på en ministerpost. Og specielt på transportministerposten. Jeg håber, at han sammen med sine embedsmænd vil være med til at styrke transportbranchens image.
Det fortjener den nemlig.
Ha’ det godt til vi ses igen!
En politiker med succes må kunne forudsige, hvad der sker om morgenen, om en uge og om et år – og samtidig være i stand til at give en plausibel forklaring på, hvorfor det ikke skete. (Winston Churchill)