Deklareret værdi

Værdibreve: Højesteret tilsidesætter Landsretten og frifinder Post Danmark for grov uagtsomhed.

Langt de fleste transportvirksomheder er underlagt de regler, som de selv har fundet på i diverse forretningsbetingelser, og disse betingelser vil som udgangspunkt blive lagt til grund ved en ansvarsbedømmelse med mindre de strider mod ufravigelige regler i diverse love og konventioner, såsom CMR-konventionen, søloven, etc.

Forretningsbetingelserne kan være individuelle eller kollektive, som det for eksempel er tilfældet med NSAB 2000, men generelt gælder det som udgangspunkt, at de vedtagne love og konventioner gælder for alle transportører.

En undtagelse til denne regel er transportvirksomheden Post Danmark A/S, som for en del af ansvarets vedkommende er underlagt reglerne i den internationale postkonvention ”UPO-konventionen” (Universal Postal Convention), en konvention, der i Danmark suppleres af en bekendtgørelse, der gennem tiden har haft forskellige udformninger.

I en af de tidligere udgaver af bekendtgørelsen og vel og mærke den bekendtgørelse, der havde betydning for en sag, der netop er afgjort af Højesteret, var der i § 18 følgende bestemmelse om vurderingen af grov uagtsomhed:

”Såfremt en forsendelse bortkommer, beskadiges eller forsinkes, og dette skyldes forsæt eller grov uagtsomhed, der kan tilregnes Post Danmark A/S, finder dansk rets almindelige erstatningsregler anvendelse.

Stk. 2. Det samme gælder, dersom andre, for hvem Post Danmark er ansvarlig, i tjenesten har udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Stk. 3. Afgørelse om erstatninger, der ligger ud over de i dette kapitel fastsatte beløbsrammer, herunder afgørelse om skaden er sket ved forsæt eller grov uagtsomhed, træffes af domstolene.”

Udgangspunktet for grov uagtsomhed er, at muligheden for at begrænse ansvaret - efter de regler, der er fastsat i transportvirksomhedens egen forretningsbetingelser eller i de gældende love og konventioner - bortfalder, og en af de begrænsninger, der således bringes ud af spil, er Post Danmarks mulighed for at henholde sig til, at der ikke kan udbetales højere erstatning end den begrænsning, der kan ligge i den af kunden deklarerede værdi.

Ved vurderingen af den grove uagtsomhed og eventuelt grov uagtsomhed fra Post Danmark er det, som det fremgår af ovennævnte citat fra bekendtgørelsen, det dansk rets almindelige erstatningsregler, der finder anvendelse. Det vil sige, at domstolene har et relativt frit skøn over samtlige konkrete omstændigheder, herunder en vurdering af de aftaler, der er indgået, de oplysninger, som erstatningssøgende har ligget inde med om sikkerhed og forretningsgange, mv. Dette var også tilfældet i en, Højesteret har afgjort for nylig. Som det vil fremgå neden for, nåede Højesteret til et andet resultat end i første omgang Østre Landsret.

I sagen havde Tryg Forsikring et regreskrav på knap 5.000.000 kr. for udbetalt erstatning som følge af bortkomst af værdiforsendelse, og Jyske Bank og Nordea havde direkte krav for selvrisikobeløb på hhv. 250.000 kr. og 1.000.000 kr.

Sagen startede ved, at Jyske Bank den 14. marts 2000 indleverede 12 stk. værdibreve til befordring med Post Danmark. Værdibrevene var adresseret til Swedbank, Stockholm. Værdibrevene indeholdt diverse valutaer, svarende til et samlet beløb på 4.458.465 kr.

Jyske Bank havde angivet værdien af de 12 enkeltforsendelser til 6.000 kr. hver. Samme dag indleverede Nordea 6 stk. værdibreve til befordring med Post Danmark. Disse værdibreve, som var adresseret til Svenska Handelsbanken, Stockholm, indeholdt diverse valutabeløb til et samlet beløb af 1.697.797,60 kr. Nordea havde angivet værdien af de 6 enkeltforsendelser til 6.000 kr. hver.

Værdiforsendelserne blev afhentet af Post Danmark i de pågældende pengeinstitutter. Post Danmarks chauffør kvitterede på de af Jyske Bank og Nordea udfærdigede specialkvitteringslister for modtagelse af forsendelserne. Forsendelserne blev herefter kørt til Post Danmarks internationale afdeling i Københavns Lufthavn, hvor de blev placeret i et bankbokslignende lokale, betegnet ”Værdien”.

I ”Værdien” foretoges ankomstregistrering af forsendelserne, der herefter pakkedes i to særlige forsendelsesbokse af metal. Post Danmark udfærdigede samtidig ”Despatch list”, der indeholdt forskellige oplysninger vedrørende forsendelserne, herunder despatchdate (14.03.2000), despatchtime (18:05), origin office of exchange og item-numre.

Der er med X valgt priority og som mail category er anført ”AIR”. Endvidere udfærdigede Post Danmark henholdsvis ”Letter Bill” og ”Delivery Bill”, som indeholder forskellige oplysninger om forsendelserne, herunder om vægt og flynummer.

På Letter Bill, hvor despatchdate og -time er angivet til 14.03.2000 og 18:05, er i rubrikken ”Redlabel”, der er en intern betegnelse for værdiforsendelse, anført 2.

På Delivery Bill er departure date og time angivet til 14.03.2000 og 19:25, mens der i rubrikken transport oprindeligt har været angivet SK0424, men det er med håndskrift rettet til 0422.

Det blev om den sædvanlige fremgangsmåde ved den videre befordring oplyst, at en koordinator i Post Danmarks internationale afdeling i Københavns Lufthavn modtog oplysninger om, hvilke forsendelser der var klar.

Værdiforsendelserne udleveres derefter til den pågældende, som kvitterede for modtagelsen. Koordinatoren kontaktede herefter to medarbejdere i Post Danmarks internationale afdeling i Københavns Lufthavn. De pågældende fungerede som chauffører og afhentede forsendelsen, som blev kørt i bil til flysiden og afleveredes til en hos SAS ansat lasteformand.

De to medarbejdere, som forblev på pladsen, indtil de havde konstateret, at flyet var lettet, kontaktede herefter koordinatoren og bekræftede telefonisk over for denne, at flyet var afgået.

Koordinatoren sendte derefter en telefax til postvirksomheden i ankomstlufthavnen om forsendelsen. Når værdiforsendelsen var ankommet og modtaget af postvirksomheden i ankomstlufthavnen, sendte den en telefax til Post Danmarks internationale afdeling i Københavns Lufthavn med bekræftelse herpå.

Såfremt Post Danmarks internationale afdeling i Københavns Lufthavn ikke i rimelig tid efter flyets beregnede ankomsttid modtog en bekræftelse på, at værdiforsendelsen var modtaget, rettedes på ny henvendelse til postvirksomheden i ankomstlufthavnen.

Da forsendelserne ikke dukkede op hos Posten i Sverige, blev der indgivet politianmeldelse og sagens nærmere omstændigheder blev aldrig opklaret.

Groft uagtsomt

Østre Landsret lagde blandt andet til grund, at forsendelserne var indleveret som værdipost til Post Danmark, og at Post Danmark var bekendt med, at indholdet kunne overstige angivelserne, jf. bestemmelsen herom i de gældende forretningsbetingelser.

Landsretten lagde endvidere til grund, at Post Danmark indleverede forsendelserne til SAS som almindelig post, og at SAS ikke var bekendt med og ikke burde være bekendt med, at der var tale om værdipost. Landsretten lagde endelig til grund, at forsendelserne forsvandt efter losning fra flyet i Arlanda Lufthavn, og inden forsendelserne blev overgivet til det svenske postvæsen, idet Post Danmark ikke tilstrækkeligt havde sikret, at det svenske postvæsen var adviseret om forsendelsernes ankomst.

Under disse omstændigheder fandt landsretten, at Post Danmark havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor Post Danmark var erstatningspligtig efter bekendtgørelsens § 18.

Post Danmark havde for landsretten medinddraget (adciterede) SAS, der havde begæret sagen afvist under henvisning til en voldgiftsklausul. Landsretten afgjorde, at denne klausul var indsat efter Post Danmarks ønske, og da den omfattede situationer, som den der var forelagt for retten, blev en af SAS nedlagt påstand om afvisning taget til følge.

Post Danmark ankede sagen til Højesteret og som tidligere nævnt afgør domstolene, om der er udvist grov uagtsomhed ud fra en vurdering af samtlige tilstedeværende oplysninger.

I forbindelse med at sagen blev anket fremlagde Post Danmark nye oplysninger, bl.a. et orienteringsbrev af fra 19. august 1999 (altså fra året før tyveriet), hvor Finansrådet skrev til sine medlemmer og orienterede om, at Post Danmark ønskede at ændre priser og forretningsbetingelser for værdipost som indeholdt rede penge.

Denne orientering blev fulgt op af en længere korrespondance mellem Finansrådet og Trafikministeriet og som det vil fremgå neden for af Højesterets præmisser, spillede disse nye oplysninger en ikke ubetydelig rolle ved vurderingen af, om de sagsøgende parter (forsikringsselskabet og de to banker) kunne påberåbe sig grov uagtsomhed.

Højesteret startede med at henvise til, at der mellem parterne var tvist om, hvorvidt bortkomsten af værdiforsendelserne den 14. marts 2000 i Arlanda Lufthavn skyldtes grov uagtsomhed som nævnt i § 18 i den dagældende bekendtgørelse nr. 81 af 7. februar 1999 om Post Danmarks befordringspligt og eneret mv.

Der var endvidere tvist om, hvorvidt bekendtgørelsens § 18 var gældende for værdiforsendelser fra Danmark til udlandet, eller om ansvaret for sådanne forsendelser under alle omstændigheder var begrænset til den deklarerede værdi af forsendelserne, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1, og artikel 34, stk. 4, i Verdenspostkonventionen, som vedtaget i Seoul 1994.

Bedømmelsen af, om der var handlet groft uagtsomt, må ske i lyset af de aftaler, som Jyske Bank og Nordea havde indgået med Post Danmark om befordring af værdibrevene, og af forudsætningerne herfor.

Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at der ikke mellem Post Danmark og bankerne var truffet aftale om de sikkerhedsprocedurer, som Post Danmark skulle følge i forbindelse med værdiforsendelserne til Sverige. Bankernes berettigede forventninger til sikkerhedsniveauet måtte herefter bl.a. bero på den almindelige viden, der var i banksektoren om, hvordan den dagældende ordning med værdiforsendelser fungerede.

Banksektorens kendskab til og syn på det dagældende system med værdiforsendelser var belyst i bl.a. Finansrådets orienteringsbrev af 19. august 1999 og i korrespondancen mellem Finansrådet og Trafikministeriet, herunder rådets brev af 7. marts 2000 til trafikministeren.

Som led i rådets bestræbelser på at undgå nogle varslede ændringer på værdiforsendelsesområdet, der bl.a. ville betyde prisstigninger, hed det heri bl.a.:

”Systemet har gennem mange år fungeret på en for alle parter tilfredsstillende måde. De tab, som Post Danmark gennem årene har været udsat for, har været minimale i forbindelse med transport for pengeinstitutterne, idet pengeinstitutterne selv har sørget for forsikring og således ikke har gjort krav gældende over for Post Danmark. Alle berørte parter har vidst, at der på denne måde transporteres store beløb i form af breve/pakker deklareret til en værdi af henholdsvis kr. 6.000/kr. 26.000, uanset at det af den enkelte forsendelse ikke fremgår, hvad indholdet af denne nøjagtigt er, hvilket sektoren i øvrigt anser at være særdeles fornuftigt rent sikkerhedsmæssigt.”

På denne baggrund og under hensyn til prisen for forsendelserne fandt Højesteret, at Jyske Bank og Nordea måtte forvente et sikkerhedsniveau fastlagt med udgangspunkt i den deklarerede værdi og ikke kunne forvente, at Post Danmark ved forsendelserne anvendte det højest mulige sikkerhedsniveau.

Post Danmark havde med SAS og Posten Sverige aftalt faste procedurer for, hvorledes værdiforsendelser som dem, sagen angik, skulle håndteres.

Post Danmark og Posten Sverige havde i Kastrup og Arlanda Lufthavne etableret såkaldte værdicentre beregnet for værdifulde forsendelser, og det var begge steder sikkerhedsgodkendt personale, der udførte opgaverne.

Værdiforsendelserne blev transporteret med SAS som almindelige postforsendelser, men i særlige metalbokse, og der blev ved afsendelsen sendt en telefax til modtagerlufthavnen med henblik på, at personalet afhentede forsendelserne ved flysiden, når flyet ankom.

Der var ikke fri adgang hverken til lufthavnsområdet eller til postcentrene, og bortset fra et røveri i 1998 havde der ikke tidligere været tab i forbindelse med værdiforsendelserne, som må antages at være foregået stort set dagligt.

Højesteret fandt, at det ikke kunne anses for groft uagtsomt, at Post Danmark havde anvendt denne standardprocedure på de værdiforsendelser, som sagen angik.

Omstændighederne ved tyveriet af de to metalbokse den 14. marts 2000 tydede på, at tyveriet havde været professionelt planlagt og udført, og det var ikke godtgjort, at personale, som Post Danmark hæftede for, havde tilsidesat sikkerhedsforskrifter eller udvist grov pligtforsømmelse.

På den anførte baggrund fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at Post Danmark havde udvist grov uagtsomhed i forbindelse med bortkomsten af værdiforsendelserne. Højesteret tog derfor allerede af denne grund Post Danmarks frifindelsespåstand til følge.