Nykredit Bank overtog alle aktier i LeasIT sidste efterår – nu bindes leasing-selskabet, der blandt andet finansierer transportmateriel til godstransportbranchen, tættere til moderselskabet.
Navneskiftet, der skete 1. september markerer starten på et tættere samarbejde med Nykredit koncernen.
Nykredit Leasings forretning vil forsat være koncentreret om leasingløsninger til danske industri-, transport- og entreprenørvirksomheder samt landbrugsbedrifter.
Ledelsen og de godt 40 branchekyndige og lokalkendte leasingeksperter fra afdelingerne i Søborg og Vejle fortsætter under det nye navn, således at de eksisterende kontaktpersoner for kunder og samarbejdspartnere vil være uændrede.
- Nykredit Leasing ser en stor fremtid på leasingmarkedet, og i lyset af de eksisterende belåningsmuligheder inden for transport, industri og landbrug, vil leasing være et stadig mere interessant alternativ pga. likviditetsfordele, de kontante skattefordele og indkøbsfordele til for eksempel maskinparker, oplyser direktør Bjørn Bøje Jensen, Nykredit Leasing.