Mangelfuld surring af gods

Af med kortet: Landsretten frakendte førerretten ubetinget, da chauffør tabte gods.

Af advokat Henrik Kleis,

Advokatfirma DELACOUR, Århus

Vi har før her i spalterne beskæftiget os med den svære kunst at foretage tilstrækkelig sikring af godset under transport ikke mindst i forbindelse med tung last på lastbiler. Mangen en erhvervschauffør har således måtte tage imod en enten betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet, fordi gods enten er faldet af eller efter myndighedernes opfattelse har været i risiko for at falde af lastbilen.

De regler, der sædvanligvis kommer i spil, når politiet mener, at en chauffør har været for skødesløs er færdselslovens:

§ 82, stk. 3. Gods skal være anbragt således, at det ikke kan frembyde fare for personer eller medføre skade på ejendom. Det må endvidere ikke kunne slæbe eller falde af på vejbanen, forårsage forstyrrende støvdannelse eller lignende ulempe, vanskeliggøre færdslen eller volde unødig støj.

Herudover vil § 126 som regel blive nævnt i sager om overlæs, idet denne bestemmelse indeholder muligheder for at frakende førerretten helt eller delvist.

Anvendelsen af disse bestemmelser vil altid være underlagt det skøn, som det i sidste ende tilkommer domstolen at udøve, og i sager, hvor der rent faktisk ikke er sket nogen skade (i modsætning til den skade, der refereres nedenfor), er det særlig vanskeligt at trække stregen rigtigt, fordi der for så vidt ikke er nogen facitliste for, hvad ”rigtigt” er.

Har der ikke været foretaget nogen udskridnings- eller bremseprøver, vil domstolene ofte have tendens til at læne sig op ad den lidt mere tekniske, matematiske analyse og konklusion, som statens bilinspektør senere normalt fremkommer med, og af og til kommer den tvivl, der kan ligge i, at inspektøren sædvanligvis ikke har været på stedet den tiltalte til gode.

I en sag, der i sidste instans blev afgjort ved Vestre Landsret, var en erhvervschauffør i første omgang tiltalt ved byretten i Århus for at have kørt på havnen i Århus medbringende gods i form af en flere tons tung jernkonstruktion, hvor sættevognen var anbragt på en sådan måde, at jernkonstruktionen i forbindelse med svingning i Sverigesgade faldt af, hvilket frembød fare for personer og skade på ejendom. Politiet mente derfor, at færdselssikkerheden var tilsidesat i et sådan omfang, at der bl.a. skulle ske ubetinget frakendelse af førerretten.

Chaufføren, der udover tiltalen for mangelfuld surring, der også var tiltalt for på et andet tidspunkt for at køre over for rødt lys, forklarede i retten, at han kom kørende i lastbil med sættevogn. Han skulle svinge til venstre ved Sibirien. Noget af lasten faldt af i svinget. Han havde læsset det på i Skejby. Der var to jernkonstruktioner på vogntoget. Det var fundamenter til en avistrykker. Han skulle sende traileren med færgen.

Konstruktionerne var surret fast til vangerne. Der var 6 bånd på hver jernkonstruktion. De 4 lå på tværs og gik ned og ud til vangerne i de 4 hjørner, så de to bagerste bånd var spændt skråt bagud, og de 2 forreste var spændt skråt fremad. Der lå 2 bånd over presenningen. Båndene var helt nye, og hvert bånd har en brudstyrke på 5,5 ton. Konstruktionerne var opsat på skridsikre klodser med gummibelægning på begge sider. Konstruktionerne vejede 10 ton hver. Godset var bredere end traileren. Båndene var fastspændt med et apparat.

Det var nogle tyske bygningsarbejdere, som læssede dem på og lagde de skridsikre klodser mellem konstruktionerne og traileren. Der var 4 klodser, én i hvert hjørne. Tyskerne havde smurt konstruktionerne ind i olie, fordi de ikke måtte blive fugtige.

Han havde ikke fået lasten vejet inden kørslen. Han må gerne køre med den vægt. Konstruktionen faldt ikke sidelæns af sættevognen. Han holdt for rødt lys og satte så i gang. Han havde ikke meget fart på, og hans fartskriver viste en fart på 10-19 km/t. Han havde næsten afsluttet svinget, da konstruktionen faldt af.

Han har været chauffør siden midten af 1980’erne. Han har meget erfaring med disse former for transporter. Han havde kørt med lasten ude fra Skejby uden, at der skete noget.

Han var hele tiden meget opmærksom på traileren. Han havde drejet tidligere og checket båndene undervejs. Han følger altid de nødvendige sikkerhedsprocedurer.

Efter hans opfattelse skete uheldet, fordi de havde smurt konstruktionerne med olie, som var dryppet ned på klodserne. Klodserne var lavet af stål med kraftig gummi på. Ved uheldet knækkede alle båndene.

Han vidste ikke, at det var et problem, at godset var bredere end traileren. Han har altid lastet bilen på den måde. Han har et godt navn i lastbilbranchen, og han har ikke tidligere været involveret i ulykker.

I sager om bl.a. mangelfuld surring af gods er det helt sædvanligt og nærmest nødvendigt, at der indhentes en erklæring fra bilinspektionen, og det var også sket i den konkrete sag. I den erklæring, som bilinspektøren forud for sagen havde afgivet, var konklusionen, at sikringen af godset fandtes utilstrækkelig i sin form og uegnet som metode og at den ikke var sket i overensstemmelse med meningen med færdselslovens § 82.

Dette synspunkt skulle bilinspektøren nu uddybe i retten og han forklarede her, der ikke er egentlig detailområder på området, men at der er almindelig praksis for at en last skal kunne tåle en påvirkning af 5 meter/sekund for at være forsvarligt lastet.

Det er ikke tilfældet i denne sag. Hastigheden var ikke i sig selv skyld i uheldet. Det skete som følge af en kombination af vognens rystelser, svingningen og hastigheden. Friktionen var kun ca. den halve af det tilladte minimum.

Surringen var ikke egnet i forbindelse med godset, idet konstruktionen gik ud over sættevognens sider. Fastgørelsesmetoden var ikke god nok, da båndene bør kunne strækkes udad, så de holder godset på plads. Det er vinklen på båndene, der afgør deres evne til at holde på godset. Som båndene var påsat, kunne de ikke holde godset fast på siderne. Jo tungere godset er, jo nemmere vil det glide på en trailer.

Der burde efter inspektørens opfattelse have været gummi på bunden af klodserne. Det er ikke nok, at der var gummi mellem klodserne og konstruktionen.

Der skal både være langsgående og tværgående bånd, for at holde på godset. Båndene har udelukkende virket som nedsurring, og det har ikke været tilstrækkeligt.

Han har kun bedømt sagen ud fra billederne og politirapporterne. Han har ikke været på stedet eller set lastbilen. Han har ikke fået nogen beskrivelse af de 3 skridsikre klodser. Måden, hvorpå konstruktionen er faldet af traileren, viser, at der ikke har været friktion. Han er ikke informeret om, hvor lang tid lastbilen havde kørt forinden uheldet. Når konstruktionerne har bevæget sig i et stykke tid, er båndene blevet løsere.

Man burde have lagt klodser på siden og eventuelt foran og bag godset op mod den faste del af traileren/lastbilen for at undgå, at godset bevægede sig. Når først godset er i bevægelse, er det svært at undgå, at det falder af.

Når godset er bredere end traileren, kan sideværts bånd ikke fastholde den. Det er farligere, hvis godset også kan skride frem og tilbage. Han kan ikke sige, om der var større risiko for, at godset ville skride frem og tilbage end sidelæns. Olien har næppe kunnet sive ind i mellemrummet mellem konstruktionen og klodserne, men da godset begyndte at skride, kan olien have forøget skridningen, hvis konstruktionen er kommet ud på olieret underlag.

Byretten henviste til i sin afgørelse, at det var ubestridt, at jernkonstruktionen, der var lastet på tiltaltes sættevogn, var faldet af under kørslen og ned på cykelstien.

Efter bilinspektørens erklæring og vidneforklaring måtte det lægges til grund, at jernkonstruktionerne ikke var lastet på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, idet de på grund af deres størrelse ikke var sikret mod udskridning.

Da den uforsvarlige placering af lasten på sættevognen havde forårsaget, at jernkonstruktionen var faldet af under chaufførens kørsel til ulempe for den øvrige trafik og med fare for øvrige trafikanter og skade på ejendom, og da chaufføren som fører af bilen havde været ansvarlig for lastens anbringelse, blev chaufføren fundet skyldig i dette forhold.

I sagen medvirkede domsmænd og der var derfor tre dommere i alt, der skulle træffe afgørelse. To dommere fandt, at chaufføren i begge forhold havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ved den foretagne kørsel og stemte derfor for at frakende chaufføren førerretten ubetinget i 6 måneder, jf. færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1. Disse dommere havde navnlig lagt vægt på, at chaufføren som erhvervschauffør havde kørt med en særlig tung last, som på grund af utilstrækkelig fastgørelse var faldet af sættevognen under almindelig kørsel og derved havde udsat andre for alvorlig skade.

En dommer fandt ikke, at chaufførens undladelse af en forsvarlig anbringelse af lasten var en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Denne dommer fandt herefter, at chaufføren kun havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden i forhold 2, hvorfor han alene skulle frakendes førerretten betinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1.

Med et flertal 2-1 mistede den tiltalte chauffør således sit kørekort ubetinget.

Sagen blev af chaufføren anket til Vestre Landsret og her forklarede chaufføren supplerende, at det var ham selv, der spændte jernkonstruktionerne fast og at de 4 bånd, der blev spændt fast til vangerne blev spændt vinkelret på konstruktionerne.

Båndet var ikke spændt henover konstruktionen, men var alene spændt fast i hver side, og det var en misforståelse i byretten, at hans forklaring blev gengivet på den måde, at de to af båndene blev spændt bag ud, mens to blev spændt frem ad. Samtidig var der ingen fastspænding på langs.

Bilinspektøren afgav også forklaring i landsretten og han kunne fortælle, at han havde afgivet sin erklæring ud fra den antagelse, at jernkonstruktionerne alene var spændt fast ved, at samtlige bånd var spændt hen over konstruktionerne, og ikke ved, at de 4 bånd var spændt fast i siden af konstruktionerne. Den fastgørelse, han nu hørte om, ville normalt hindre sideværts bevægelser. Hvis klodserne ikke havde haft gummibelægning på begge sider, eller hvis der f.eks. havde været olie mellem klodserne og underlaget, ville der dog alligevel kunne opstå sideværts bevægelser, som kunne medføre, at godset røg af traileren.

Selv om det blev antaget, at underlaget havde været tørt, at klodserne havde haft belægning på begge sider, og at den tværgående fastspænding havde været foretaget forsvarligt, var fastspændingen ud fra en samlet vurdering alligevel fagligt uforsvarlig, når der ikke var nogen fastspænding i længderetningen. Ved en katastrofeopbremsning vil godset således kunne ryge frem mod trækkeren, hvilket er livsfarligt. Der ville ved opbremsning også kunne ske en sideværts udskridning.

I landsretten var i øvrigt indkaldt en kranfører, der havde været med til at løfte jernkonstruktionerne op på traileren, efter de var faldet af. Han fortalte, at han havde kunnet se, at godset oprindeligt kun havde været fastspændt med to bånd, og at der i øvrigt var anvendt fiberklodser uden gummibelægning, ligesom der lå olie.

Landsretten fandt ligesom byretten, at chaufføren skulle dømmes og henviste til, at jernkonstruktionen ikke blev fastspændt på langs og i øvrigt til bilinspektørens forklaring for landsretten.

Også det andet forhold over, at chaufføren ved en anden lejlighed havde kørt over for rødt lys blev dømt til straf af landsretten, og landsretten sluttede af med at anføre følgende:

”Af de grunde som byrettens flertal har anført, blev det endvidere tiltrådt, at chaufføren ved de to kørsler havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og at tiltalte derfor var frakendt førerretten ubetinget i 6 måneder fra denne dom, jf. nu lov nr. 267 af 21. april 2004 § 126, stk. 4, nr. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1. Den tid, der var forløbet, siden forholdene blev begået, kunne ikke føre til et andet resultat.”

Landsretten stadfæstede derfor dommen.