Nye tider: Miljøzonen i Københavns og Frederiksberg kommuner er trådt i kraft.
Den omstridte miljøzone – der kræver partikelfilter på ældre lastvogne med Euro2 eller ringere motorstandard – er blevet en realitet i København og Frederiksberg. Alle danske lastvogne skal herefter være forsynet med et miljøzone-mærkat i forruden når de kører i zonen: et grønt mærkat til lastvogne med Euro4 eller Euro5 motor, en grøn-og-hvid stribet mærkat til lastvogne med Euro3 motor (her bliver partikelfilter et krav fra juli 2010) samt en rød mærkat på lastvogne, der har fået dispensation.
Udenlandske køretøjer skal også opfylde kravene til partikelfilter – men de behøver ikke anskaffe den miljøzonemærkat, som der kræves påklistre danske lastvogne. Det kritiseres blandt andet af danske vognmandsorganisationer.
UndergravesVognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik hilser miljøzonen velkommen med skarpe skud.
DTL påpeger, at danske vognmænd - der har investeret omkring en halv milliard kroner i lastbiler, der er så miljørigtige, at de må køre i miljøzonen – kan se frem til at Københavns Kommune dømmer dem ude af den centrale del af Københavns miljøzone.
Det er kommunens kommende planer om en såkaldt tungvognszone i indre by, der vil udelukke mange af de nye, moderne lastbiler.
- Det er dårligt politisk håndværk og en uset dårlig behandling af en branche, som har investeret en halv milliard kroner i at leve op til de nye miljøzoner. Dem ser vi gerne bliver en succes, og derfor har vi i transportbranchen investeret i nye lastbiler, der af hensyn til effektivitet, miljø og trafiksikkerhed transporter mest muligt pr. forbrugt liter brændstof – nemlig lastbiler på 18 tons og derover, siger DTL-direktør Erik Østergaard.
Men lastbiler over 18 tons skal efter kommunens plan forbydes pr. 1. februar næste år i Københavns indre by.
- Det giver ingen mening, da de så skal erstattes af mange helt nye, mindre lastbiler, der i øvrigt slet ikke kan anskaffes så hurtigt, siger Erik Østergaard.
DTL har - som flere andre kritikere af tungvognszonen – påpeget, at 18-tons grænsen vil øge antallet af lastvogne markant til skade for både miljø, trængsel og reel trafiksikkerhed.
- Forurenings- og trafiksikkerhedsmæssigt vil mange små lastbiler i Københavns indre by bestemt ikke være nogen gevinst. Derudover er der ikke nogen størrelsesmæssig forskel på en 18-tons-lastvogn og en 24-tons-lastvogn, så den såkaldt oplevede trafiksikkerhedsforbedring, som flertallet i Borgerrepræsentationen kun kan argumentere med, holder heller ikke vand, siger Erik Østergaard.